Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ikke sjælden har forf. dannet falske former, undertiden på en så
påfaldende måde, at man uvilkårlig kommer til at tænke på Molbech.
— Således er han f. eks. nogle steder kommen galt afsted med
omlyden. Af hensynsf. wændi Er. 2,43 dannes nævnef. ivcend. Denne
stygge fejl kunde forf. have undgået ved at efterse § 39 hos
Wim-mer (sammesteds kunde han have set, at a withæ wællæ J. 3,40 er
hensynsf. ental). Af fremsæt, nutid afællær dannes navnemåde afællæ.
Ganske vist findes der i lovene enkelte eks. på slige navnemåder med
uorganisk omlyd, dog ikke af dette ord. Under artik. tam hedder det:
„jvf. tæmæ ell. tama, hvoraf fortid tamdæ“. Af flertal nytær (nuces)
er forf. uberettiget til at danne ental nyt, da endnu Harpestræng har
nut. — Af fremsæt, nutid nirnbær dannes navnemåden nimbæ (under
næmæ), af skiceldær V. 2,17 endnu galere (måske foranlediget ved
skal-drar i orbodem.) navnem. skiceldræ (rettet for sldaldræ. jvf.
bogstavfølgen). Denne slemme fejl kunde forf. have undgået, når han havde
erindret Lyngbys afh. i 1ste b. af T. f. Phil. om indskud af b og d. —
Artiklen awg (a. skiold Er. 2,27) fattes, men ordet omtales under arend,
hvoraf forf. synes at betragte det som fordrejelse. Åbenbart har forf.
ikke rigtig forstået formen på grund af den urigtige skrivemåde (avg),
hvormed han har optaget det af Thorsens udgave. Det er nemlig
undgået denne ellers så påpassende og omhyggelige udgiver, at w nogle
steder er = uu = vu og at det altså allerede af denne grund ikke går
au at forandre det til v*); saaledes er her awg—avug (isl. öfugr). —
Menes med qvindi isl. kvendi, og er det taget fra Thorsens udg. af
S. side 247 ned. (Skånel. V. 2,4) ? Hvad har det så at göre i en
artikkel, der handler om kvinna? Eller skal det være den formentlige
grundform til sistnævnte? — Til tillægsf. nøet J. 1,51 opføres navnem.
nøtæ, hvilket naturligvis er urigtigt. Sikkert er nøet samme ord som
nøkæs Fl. bylov 3 og som isl. hneykja, ikke, som Lyngby mente,
hnykkja. — Til bicerghæ anføres som fortid biarg, til sætiæ, sad, sade.
Det siste eks. er meget karakteristisk. Forf. fandt i Schlyters glossar
angivet imperf. pl. sade 1. add. F. 2 (efter hskr. fra 15 årh.);
Schlyter noterede det formodenlig på grund af den ejendommelige
skrivemåde. Hvad gör nu vor forf.? Han danner af dette sade ental sad,
som om sættæ havde stærk böjning!*)
Nogle steder have afskriverfejl forledt forf. til at opstille falske
former. Således doth o: døth, botæ o: bøtæ (uæppe andet end
afskriverfejl, skönt det findes temmelig ofte), thrægæ V. 2,8 o: thrægæ =
thrængæ. Til mughu henføres man Er. 1,31 som nutid (!!).
Naturligvis er det navneordet man, og callær (eller callæ) er glemt. Andet
*) Da udgiveren ikke har bemærket dette, har han nogle steder (Er.
side 13, 19, 30 og 87, sæl. kirkelov s. 68) måttet forandre arwngce
til arvingæ, da arvngoe var en umulig form. Ligeså er Er. s. 57
sialwm gjort til sialfvm. At w virkelig kan være = Dit, ses især
tydeligt S. 5,17 i det hadorfske hskr., hvor der står: j lergrauum
cel lær ræfgrawm. I jyske lov og Vald. lov synes denne brug ej at findes).
**) Ligeså gör forf. synice til et stærkt udsagnsord, når han opfatter
sun som fortid. Det er naturligvis nutid, rimeligvis med stregen
gjennem w glemt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
