Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mindre tillidvækkende — bliver, som det forekommer mig, endnu
mere usandsynlig derved, at den med nødvendighed involverer, at en
tonløs lyd (h), som umiddelbart berørte en anden tonløs lyd (t),
desuagtet skulde kunne være blevet tonende (g) — men en sådan
overgang savner, såvidt anm. bekendt, enhver analogi indenfor det nordiske
sprogområdex). Men imedens jeg således må anse Bugges forklaring
for fonetisk uholdbar, må jeg på den anden side indrömme, at den
nævnte etymologi fra betydningens side er yderst tiltalende, og at de
grunde, som Bugge anf. st. fremsætter, göre det höjst sandsynligt, at
ordet nekkverr opr. har haft .betydningen nescio quis; det gælder da
om at finde en forklaring, som både udgår fra denne grundbetydning
og som tillige lader sig forene med det oldnordiske sprogs love. Det
forekommer mig, at man vilde have en sådan forklaring, når man
antog, at den opr. form ikke har været *ne veit hverr men *ne veit
ek hverr eller, med apocoperet e: *ne veitk hverr. Fra *ne veitk hverr
er kun et skridt til *neitkverr, idet h udfaldt som så hyppig i indlyd
(om ø’ets udfald se Bugge anf. st. s. 124); *neitkverr måtte da, som
Bugge overtydende har vist, blive til *netkverr (ligesom veitkat til vetkat,
Am. 32, sml. St. h. s. 15730, *eit(t)ki til etki), og netkverr blev atter til
nekkverr som etki til ekki.
4°. Dr. Wimmer bemærker med rette (s. IX) om det possessive
pron. vårr, at det „i formerne med enkelt r (i udlyd eller efterfulgt
af selvlyd] lyder or- eller sjældnere vår- (meget sj. med omlyd vor-),
......medens det foran 2 medlyd altid har vå-11, men han søger ikke
at afgöre noget om, hvorvidt, i de tilfælde, hvor vå- veksler med o
(vårar-orar osv.), disse eller hine former ere de oprindeligste. Da dette
spörsmål har en ikke ringe betydning for forståelsen af dette meget
omtvistede ords udviklingshistorie, tillader jeg mig at tilföje et par
korte bemærkninger derom. Som dr. W. bemærker, böjes ordet värr
i den Stockholmske homiliebog på følgende måde2):
n. vårr or (vor?)» vårt
a. vårn öra (våra) vårt
d. örom (vorom) vårre 6ro (voro
g- vårs vårrar vårs
n. årer (vårer) 6rar (vårar) or (vor?)
a. öra (våra) örar (vårar) 6r (vor?)
d. orom (vorom)
g- vårra.
Når man betragter denne böjning og navnlig afvekslingen mellem
vå- (no-) og o- i formerne med enkelt r, kunde det synes at ligge
’) Hvis det ikke har været Bugges mening, at *neithverr blev til
*neitgverr (hvilket sidste igen blev til neitkverr), så må han antage,
at der, uafhængig af, hvilke lydovergange der har fundet sted
i nekkverr, har eksisteret en form gverr = hverr, men en sådan
antagelse vilde være forbundet med endnu langt större vanske-
ligheder end den ovennævnte.
3) I overensstemmelse med den hyppigste skrivebrug i St. hom.
skriver jeg i endelserne e, o, ikka i, m.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
