Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
nærmest, at opfatte formerne med o- som de yngste, idet man kunde
tænke sig, at man först havde fået å- i de former, hvor vi skulde have
omlyd, nl. n. sg. f, d. sg. m. og n., d. pl., n a. pl. n. (i hvilke casus
der tillige overalt er enkelt r), så at vi dér i steden for de ældre
former vorom ete. tidlig fik orom med bortkastet v, og at da disse
former ved analogi vare trængte ind i de øvrige casus, hvor ingen
anden consonant fulgte efter r’et (altså omtrent som når y’et fra de
omlydte [og tillige sammentrukne] former myklurn, myklu trænger ind
i de andre sammentrukne former, myklir, mylcla osv., hvor der ellers
ingen fonetisk grund er til et y’s opståen). Jeg vover dog ikke at holde
en sådan forklaring for den rette, og det navnlig af følgende grunde:
a) Det måtte, afgjort betragtes som en uregelmæssighed, hvis v i
så gammel tid skulde være bortfaldet i former som vorom, våro, ti o’et
er jo her egentlig det lange å, o og foran dette plejer v ikke (og
navnlig ikke i St. hom.) at falde bort. Særlig lærerige ere i denne
henseende formerne for 1ste og 3die pers. pl. præt. af vera, hvilke former
(forudsat, at i böjningen af vårr de med vo- begyndende casusformer
vare ældre end de tilsvarende uden v) jo måtte antages at være i
fonetisk henseende fuldkommen identiske med dativ. sg. m. n. af vårr.
Men medens dativformerne af vårr i St. h. næsten altid hedde orom,
oro (formerne vörom, voro ere yderst sjældne), er lige det omvendte
tilfældet med præteritumsformerne af vera; her skrives utallige gange
vorom, våro (vorom, voro), medens åro 12814, öro 130“ kunne betragtes
som næsten enestående undtagelser. Denne höjst påfaldende ulighed
i udviklingen må, som det forekommer anm., vække formodning om,
at de nogle få gange i St. hom. forekommende former vårom, våro
(=: nostro, nostris; nostro) ere (ikke enkeltstående lævninger af en
ældre böjning, men) yngre analogidannelser, der forsøge at bryde
frem (noget senere ere jo formerne med v de regelmæssige i alle
casus). Denne mistanke vinder i höj grad i styrke, når vi gå noget
længere tilbage i tiden og betragte det allerældste bevarede islandske
hdskr. A. M. 237 fol. Pronominet vårr forekommer nemlig her
særdeles hyppig, men skrives i de former, som have enkelt r, altid med o:
orom, år, orar osv., aldrig vorom etc. Det fortjæner særlig at
fremhæves, at ordet i 237 aldrig skrives med å men altid med o (i 237
skælnes nemlig gennemgående mellem o og o (ligesom mellem p og o,
hvad der ikke er tilfældet i St hom.) — også denne omstændighed
taler afgjort imod at antage va- for det oprindelige.
b) Et yderligere bevis for, at formerne med å- må være oprindeligere
end formerne med vå-, finder jeg i det faktum, at forf. af den ældste
ortografiske alhandling i Sn. E. anfører n. pl. f. orar, nostræ1) mellem
de ord, hvor vokalen udtales med næselyd, ti hvis o i år- har været
udtalt nasalt, tyder dette bestemt hen på en etymologisk sammenhæng
med «’et i got. unsa- (jfr Lyngby, Tidskr. f. Phil. og Pæd. II, 318).
’) Sn. E. II. 18: „orar eru urækiir årar“, hvilket Lyngby, Tidskr. f.
Phil. og Pædag. II, 318, gengiver ved „forvirring er vor mangel
på omhu.“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
