Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
de brød det halve Skib isønder, Hamlebaandene sprang og Keiperne
brast. Dette viser, at Haandskriftet B’s Tillæg ikke uden videre kan
karakteriseres som Tildigtninger, men ofte henviser til Digtningens
ældre Kilde, hvad enten man som Raszmann vil søge denne i ældre
„saxiske“ Sagn eller i en ældre nu tabt Form af den sydtyske Digtning.
En Del af sin Polemik retter Raszmann ogsaa mod Anmelderen,
forsaavidt han er enig med Döring i at aflede de danske Didriksviser
fra Thidrekssaga eller rettere dens svenske Aflægger. Paa hans Kritik,
der navnlig gaar ud paa at hævde, at en Folkedigtning som de danske
Kjæmpeviser antages at være, ikke skal kunne stamme fra „ein todtes
Buch“, er her ikke Pladsen til at svare, da Svaret helst maa udsættes,
indtil Sv. Grundtvigs Modbemærkninger foreligger fuldstændigt.
Den største Del af Raszmauns Bog indeholder en fuldstændig
Gjennemgaaelse af den hele „Niflungasaga11 (0: de Dele af Thidrekssaga,
som handler om Vølsunger og Nivlunger), hvori Forf. paa alle Punkter
søger at møde Döring og hævde sin egen Opfatning. Denne
Gjennemgaaelse er naturligvis meget vidtløftig og detaljeret og vil kun
interessere dem, der før har beskjæftiget sig med disse Spørgsmaal. Vi
har seet en Anmeldelse i „Literarisches Centralblatt11, som uden videre
affeier Raszmanns Bog med nogle korte Bemærkninger om, at den
ikke paa noget Punkt kan omstøde Dörings Bevisførelse. Deri kan vi
ikke være enig, da efter vor Mening Raszmann har en langt sundere
og rigtigere Opfattelse af Thidreksspgas literære Stilling end hans
Modstandere, om vi end ikke underskriver hele hans Bevisførelse.
Kristiania, Novb. 1877.
Gustav Storm.
.Hoses (iasler, Zur rumänischen Lautgeschichte. 1 Die
gutturale Tenuis. Halle. 1878. 34 S. 8.
Det rumænske sprog har længe været meget stedmoderligt
behandlet af de romanske filologer; når man sér bort fra enkelte mere
patriotiske end egentlig videnskabelige forsøg fra indfødte lærdes side,
er det forholdsvis temmelig lidt, hvad der er fremkommet af virkelig
betydning angående dette i mange henseender så mærkelige sprog.
Skylden herfor må nærmest siges at falde på Rumænerne selv; man
har således længe savnet — og savner iøvrigt endnu — en god, kritisk
udarbejdet ordbog. Akademiet i Bukarest (Bueuresei) har vel søgt at
afhjælpe dette savn ved at udgive sit store „Dictionariulü limbei
romåne“ (1871—76, 2 voll.), men det er meget langtfra, at man herved
har nået det tilsigtede mål: ti dels er denne ordbog langtfra
fuldstændig, og dels har man her omskrevet det kyrilliske alfabet på en
overordentlig uheldig måde, idet man stadig har ladet, sig lede af
etymologiske hensyn og således forøget de i forvejen ret talrige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
