Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Le pié li a et la gambe enbrachie (Aliscans 2915).
Ensi fu la joie mult granz ... de l’honor et de la
victoire que Diex lor ot donee (Villehardouin § 190).
Car l’escu et l’auberc ensanble
Li a Fergus fraint et perchié (Fergus p. 65 v. 17—18).
Quant il l’unt entendu
Grant cri et brui fait unt (Vie de St. Auban, ed.
Atkinson v. 392—3).
Et si nous a randues nos terres et nos fiés (Gui de
Bourgogne 3342).
Nous avoumes guerpies noz tieres et nos amis
(Chronique d’Ernoul p. 7).
Et manda le roi qu’il iroit a lui a merchi, et qu’il li
amenderoit le honte et le vilenie qu’il li avoit faite et dite
(ib. p. 453).
De ovenfor fremsatte fire regler omfatte det væsenligste
af, livad der er at mærke med hensyn til perf. part. og dets
forhold til objektet i det gamle franske sprog; at der dog
meget tidligt forekommer en del uregelmæssigheder, hvor
versemålets og rimets fordringer spille en betydelig rolle,
vil næppe overraske, og Hugo Andresen har allerede for
flere år siden henledet opmærksomheden herpå1). Det
forekommer mig imidlertid, at lian i dette punkt er gået alt for
vidt, og mange af de tilsyneladende uregelmæssigheder, som
han mener ere lige så mange digteriske friheder, eller, som
han siger, ere fremkomne „dem Reime zu Liebe“, kunne,
tror jeg, bortforklares på forskellig måde.
Som en almindelig hovedregel må man opstille, at
undtagelserne vise sig tidligst og talrigst i de normanske tekster;
og dette hænger meget naturligt sammen med den
omstændighed, at hele deklinationssystemet overordenlig tidligt
kommer i forfald i de vestlige provinser af Frankrig.
Således indeholder f. eks. li Compuz de Philippe de Thaun,
li Romans de Rou, li Psautiers d’Oxford trods deres høje
alder (12te århundrede) adskillige uregelmæssigheder, og i
’) Über den Einfluss von Metrum, Assonanz und Reini auf die Sprache
der altfranzosiscken Dichter. Bonn 1874.
Nord. tidakr. for filol. Ny række. IV. S
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
