Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
de følgende århundreder blive disse talrigere og talrigere;
derimod ere alle tekster fra de østlige provinser
gennemgående langt mere konservative og bevare meget længere
alle de ejendommeligheder, ’ der særligt udmærke la langue
d’oui. Grunden hertil må søges deri, at centrum for den
egenlige episke digtning i tidernes løb bevæger sig fra vest til
øst eller rettere nord-øst1), og således vandrer fra Normandiet,
hvor Rolandskvadet (11te årh.) i sin kortfattede, kraftige
form træder os imponerende i møde som et enestående
mønster på et folkeligt fransk nationalepos, gennem Ile de
France og Champagne, til Lorraine og Picardie, fra hvilken
sidste provins hidrører det langtrukne, forvirrede digt om
Baudouin de Sebourg (14de årh.), uden at tale om den
temmeligt udvandede fortsættelse heraf, li Bastars de Buillon.
Idet nu de senere episke digtere søgte at holde de gamle
ærværdige Chansons de [/este i live og hævde dem en plads
ved siden af de nyere digtarter, arkaiserede de forsætligt,
idet de bestræbte sig for at omgive deres hyppigt meget
kedelige remaniements med en vis duft af ælde ved at gøre
en udstrakt anvendelse af forældede vendinger og former.
Bortset nu fra uregelmæssighederne i de normanske
tekster, der altså have en påviselig grund i sprogets indre
udvikling, forekommer der et ikke ringe antal tilfælde —
fælles for alle dialekterne —, hvor der gøres brud på de
ovenfor opstillede regler; disse uregelmæssigheder skal jeg
i det følgende nærmere, tage i øjesyn og søge at begrunde,
idet jeg dög først vil dvæle lidt ved den indflydelse, som
ordstillingen og versets fordringer have haft. Vi
have ovenfor set, at participiet kunde have sin plads enten
foran eller efter objektet, eller endelig foran både objektet
og hjælpeverbet. I det moderne sprog forholder det sig
som bekendt helt anderledes; participiet har efterhaanden
fået sin bestemte plads anvist foran objektet — en regel,
som kun digterne tillade sig at bryde2) —, og dér er herved
’) Gautier, Les épopées françaises, I2 p. 270.
2), .Eks. Mon père’ est mort, Elvire, et la première epée, —•’ Dont
s’est armé Rodrigue, a sa trame coupée (Corneille, le Cid III, 3).
Le seul amour de Rome a sa main animée (id., les Horaces V. 3).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
