Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hyppige anvendelse, man har gjort af denne form. har
naturligvis udøvet en vis afslibende indflydelse, idet
hjælpe-verbet (ai) og part. (estet) efterhånden ere smeltede sammen
for den almindelige bevidsthed og blevne betragtede som
et hele.
En lignende opfattelse mà en tid lang have gjort sig
gældende ligeoverfor det andet hjælpeverbums participium
euz (= *habutus), der meget ofte lades uforandret. Vi have
allerede anført et eksempel hentet fra en af de ældste
franske tekster:
Granz en avem agud errors (Passion 92, a),
og hertil kan føjes adskillige andre:
Del rei paien en ad oud granz duns (Roland 845).
Si vous dirons de l’apostole Lucie qui lors estoit, qui
avoit eu letres dou patriarche (Chronique de Reims,
§ 50).
Dont nous volons, fist li dus, que vous nous paies les
convenanches, que on nous eut eu convenant (Clari § 11).
Si estoit il dolereus des caus qu’il avoit eu (Chronique
d’Ernoul p. 152).
Overfor participiet af verbet faire, der jo ligeledes
anvendes overordenligt hyppigt og ofte i gammel-fransk må
betragtes næsten som et hjælpeverbum, gør den samme
tendens sig gældende lige fra de ældste tider af.
Malvaise guarde t’a fait soz mon degret .(Alexis 79).
Guenes li fels en a fait traison (Roland 844).
Chele cuelloite (= collecta) qu’il avoient fait (Clari § 12).
Par les pons qu’il avoient fait seur les nés (ib. § 46).
Ne lairoit mie le prince Renaut en pais, qui le honte li
avoit fait de ses hommes (Chronique d’Ernoul p. 102).
Le malisse avoit vengie c’Androines avoit fait (ib. p. 246).
Espaigne avoient estez (p. 113 i Montaiglon’s udgave, Paris 1867).
Car pour ce faire ont ilz estez apportez (ib. p. 117). I Aliscans,
et af de ældste og smukkeste franske episke digte, læses
følgende vers:
En la quisine a puis .vii. ans estes (4121).
Denne form kan kun skyldes forfatterens store kærlighed til rim
for øjet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
