Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
eksempler med de første, synes det som" resultat at fremgå,
at der i det gamle franske sprog må have været en dunkel
forskel mellem de uegenligt refleksive verber, d. v. s. de
oprindeligt aktive (se louer), og de egenligt refleksive, som
f. eks. se repentir, s’endormir, hvilke oprindeligt ere
intransitive verber. Ved disse sidste anvender man, som rimeligt
er, être for at danne de sammensatte tider, de øvrige
derimod, de transitive, refleksive verber kunne, som de
anførte eksempler vise, bøjes med avoir; man vil således have
lagt mærke til, at der blandt alle de ovenfor anførte refleksive
verber, bøjede med avoir, ikke findes et eneste
intransitivt. Se pasmer alene synes at gøre vanskeligheder, men
det rimeligste her er at antage, at dette verbum oprindeligt
har været transitivt i fransk, således som endnu det spanske
pasmar (bedøve). — Jeg skal iøvrigt ikke her gå nærmere
ind på de mulige grunde, der kunne anføres for, at man
senere ved alle de refleksive verber uden forskel har anvendt
être; spørgsmålet har endnu ikke fundet en endelig løsning
og ligger desuden udenfor denne afhandlings område. I det
moderne sprog bliver participiet altid uforandret, såfremt
pronomenet er at opfatte som dativ; altså: il se sont lié
les jambes, men : ils se sont liés d’amitié ; ils se sont offert
des services, men: ils se sont offerts de m’obliger. Denne
regel overholdes dog ikke altid i det sekstende århundrede,
og man træffer adskillige eksempler som: Il se sont frottez
leur main (Rabelais). Il se sont donnez la mort (Montaigne).
Il se sont donnez trop de licence (H. Estienne), etc.l)
Malherbe dadler således Desportes, fordi han skriver: Ils se
sont élus des rois, og tilføjer: Il faut dire, ils se sont élu
des rois, parce que l’action va hors de l’élisant (Comm. sur
Desportes i Lalanne’s udg., IV p. 205).
III.
Når et participium står i et attributivt forhold til et
substantiv, retter det sig selvfølgeligt altid i køn og tal
’) Sml. den før omtalte afhandling af Gessner samt Darmesteter og
Ilatzfeld: Le seizième siècle en France, I p. 272.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
