Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Som den sagkyndige læser strax vil have set, stemmer hr.
N.’s text i alle væsentlige punkter nöje med Wimmers; han
afviger kun fra Wimmer ved at udelade forskellige ting, som han
hellere skulde have medtaget, og ved at forandre Wimmers
be-mæi’kning: „I de äldsta isländska handskrifterna öfvergår detta
d genom M-omljud til o“ til „säkra ?e-omljud af nämda d kunna
svårligen påvisas11, hvilket han hellere ikke skulde have gjort, da
han ved løselig at blade f. ex. i den Stockholmske homiliebog
kunde have fundet „sikre“ exempler på den nævnte omlyd i
massevis. — Lignende interessante overénsstemmelser findes, som
ovenfor antydet, på flere steder i hr. N.’s lydlære ; man
sammenligne f. ex. hr. N.’s § 15, 1—-2 med Wimmers § 18, a—b; hr.
N.’s § 19, 1—5 med W.’s § 24, C, a—d; hr. N.’s § 18, 5 med
W.’s § 23 b; hr. N.’s § 20 og W.’s § 26, a; hr. N.’s § 1, 4
(med ,,obs.“) og W.’s § 15 (med anm.) osv. osv.
Iøvrigt er hr. N.’s lydlære af den beskaffenhed, at den ikke
opfordrer til en indgående kritik : overalt, hvor forfatteren ikke
har skrevet ud af Wimmers bog, træffe vi på de mest forældede
anskuelser og den mærkeligste uvidenhed om ting, som for længe
siden ere blevne videnskabens fælleseje. Blot exempelvis skal
jeg anføre, at hr. N. endnu stadig går ud fra, at e og O overalt
ere at anse for de yngre lyd ved siden af i og U, og at
brydningen altid opstår af i, at hr. N. ansætter de svage verbers
præteritumssuffix som -da (setttt af setda (!), ja endog orta af
orlcdaQ.l), orkta s. s. 21), skönt en meget dunkel bemærkning i
fortalen synes at antyde, at han har en vis forestilling om det
urigtige heri (s. s. 6), at han ikke omtaler, at v kan omlyde et
foregående e, i, i til 0, y, y, at han ikke omtaler, at det af s
opståede T kan bevirke a-omlyd etc. etc. Det vil herefter ikke
forundre nogen, at hr. N. åbenbart også er aldeles ubekendt med
alle de for den nordiske grammatik så vigtige arbejder, som ere
fremkomne, siden Wimmers fornn. forml. blev udgivet:
intetsteds finde vi det mindste spor, der kunde tyde på, at forf. har
kendt f. ex. blot L effler s afhandlinger om i- og V-omlyden,
Verner s undersøgelser om lydfremskydningen og aflyden, eller
Wimmers bemærkninger om oldnordisk grammatik i fortalen til
2den udgave af „Oldnordisk læsebog11 — alt dette er, som sagt,
for hr. N. fuldstændig terra incognita.
Tillige forekommer der på flere steder i hr. N.’s lydlære så
grove fejl, så aldeles meningsløse opgivelser, at man ikke
begriber, hvorledes forfatteren har kunnet nedskrive dem. Som en
mundsmag anfører jeg følgende. I § 4, 1, som behandler
vokalernes og diftongernes udtale i ol dislandsken, gives der f. ex.
om d kun følgende oplysning : „d kan praktiskt (! !) uttalas som
å (svenskt eller danskt).“ Om a, e, é, i, O, y læres, at de „vid
den tid, då alfabetet infördes, väsentligen uttalats så, som de
nu mera uttalas i Danmark, Norge og Tyskland, ja äfvenledes
så, som de uttalas i Sverge.11 a, e og 0 udtales som bekendt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
