Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sammen, og hvorledes der derefter paa Grund af Forskellighederne
hos de enkelte Individer i Begavelse og Interesse indtræder en
Arbejdets Deling, saa at Enhver udelukkende varetager den
Gerning, som han med størst Udbytte for sig og for det Hele kan
udøve. I denne forskelligartede Begavelse har Forskellen mellem
Stænderne sin Grund. Retfærdigheden lever og raader i Staten,
naar hver Stand øver sin ejendommelige Gerning i Harmoni med
de andre Stænder. Svarende til de forskellige Stænder i Staten
paavises der forskellige Evner eller Dele i den Enkeltes Sjæl, og
ogsaa her bliver Opgaven at udvikle alle disse særskilte Kræfter
saaledes, at de netop ved at følge deres ejendommelige Natur
gribe paa rette Maade ind i det store Hele. Harmonien, den
aandelige Sundhed hos det enkelte Menneske kaldes lians
Retfærdiglied. Platon opstiller altsaa her ganske vist etiske Idealer
for Staten og den Enkelte, ja stiller endog allerede her saa
paradoxe Fordringer (Ejendoms- og Kvindefællesskab for
Hersker-og Krigerstanden), at han derved indtræder i de sociale Utopisters
Række. Men til disse Idealer naar han gennem Studium af
Naturen (tpvøig p. 428 E o. m. a. St.). Han søger at finde de
Hovedtyper (eïôtj êvôvTu p. 435lp, 440 E), der fremtræde i den Enkeltes
sjælelige Kræfter og blandt Individerne i Staten; og Idealet bliver
da den fulde og harmoniske Udvikling af disse Kræfter. Platon
fortsætter her Sokrates’s Bestræbelser. Lige som denne holder
han sig til det Givne og søger at udvikle det til højere Former.
Der er ikke Spor af transscendent Spekulation. Den højeste
Erkendelse skildres som en praktisk Visdom, der anviser „den
bedste Maade, hvorpaa saavel Statens indre Bestyrelse som dens
Forhold til andre Stater kan varetages” (p. 428 C D), eller for
den Enkeltes Vedkommende som en Indsigt, der kan lede den
harmoniske Samarbejden af Sjælens forskellige Kræfter (p. 442 C,
443 E).
Men med Et rejser der sig en Tvivl om, hvor vidt Maalet
kan naas (p. 473 A). I de sidste Kapitler af femte Bog slaas
der ind paa en anden Vej. Den psykologisk-empiriske Metode
afløses af den metafysiske. I Stedet for realistisk at finde
Udgangspunkterne for den ideale Udvikling i den givne Virkelighed søger
Platon nu at gennemføre en skarp Sondren mellem den absolute,
ideale Væren og den relative, endelige Verden. I Stedet for
iboende Typer (el’åtj ivèvioî), som i de første Bøger, fremdrager
han nu de evige, af al Vorden uberørte Ideer. I sjette og
syvende Bog udvikler han derpaa en hel ny Etik, ikke længere
paa psykologisk, men paa spekulativt Grundlag. Han kritiserer
endog fra dette nye Standpunkt de tidligere Bøgers realistiske
Etik, der forudsatte den relative Virkelighed med dens Vorden
og beroede paa Øvelse og Vane. Som den eneste væsentlige Dyd,
der udspringer af det Evige i Mennesket, fremtræder derimod
Erkendelsen af det Godes Idé, den sidste Kilde til al Sandhed
og Virkelighed. Den, der ikke kan tilegne sig denne Idé og af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
