Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
den udlede Alt, han gaar i „eu vedvarende Drøm og Slummer,
hvoraf han ikke er opvaagnet, naar lian kommer til Hades for
at synke ned i den dybeste Søvn1’ (p. 534 B C). Denne
spekulative Viden er meget forskellig fra den praktiske Visdom, der i
de første Bøger opstilledes som en af Kardinaldyderne. Og medens
der nu skelnes mellem Viden og Tro (<Sô|k), og denne
Distinktion ogsaa i etisk Henseende bliver af afgørende Vigtighed,
er der i de første Bøger ikke Spor af en saadan Modsætning,
netop fordi der ikke forlangtes Andet end praktisk Visdom af
Vogterne i Staten.
Det Mærkelige er nu, at efter at Idélæren saaledes er traadt
frem i Midten af Værket, forsvinder den igen, i det mindste for
en Tid. I ottende og niende Bog skildres de forskellige
Karakterers og de forskellige Statsforfatningers Udviklingsprocesser
og den Maade, hvorpaa den ene gaar over til den anden. Men
denne Skildring er igen rent psykologisk og historisk, appellerer
ikke til transscendente Aarsager. I tiende Bog endelig møde
vi vel en Idélære, men den har ikke den samme Karaktér som
den, der ligger til Grund i de mellemste Bøger. Den tiende
Bogs Idéer have deres Existents i Naturen (tpvmg), lige som de
første Bøgers Typer ; og de kunne opfattes af Haandværkere og
Kunstnere, uden som de mellemste Bøgers Idéer at forudsætte et
langt og besværligt Kursus. —
Forf. ansér det nu for umuligt, at Platon i ét og samme
Skrift, til en og samme Tid har kunnet anvende den psykologiske
og den spekulative Metode, have anerkendt og fornegtet Erfaringens
Ret. Og da nu de Bøger, i hvilke den psykologisk-empiriske
Metode hersker, staa Sokrates’s Standpunkt nærmest, maa de
antages for at høre til Platon’s tidligste Arbejder. De andre
Bøger ere forfattede efter Haanden, som han skred ud over det
sokratiske Standpunkt. Den kronologiske Orden maa, efter det
Foregaaende, have været denne: lib. I—IV, X, V—VII. Og
da Idélæren i lib. V—VII endnu ikke har antaget en saa
fuldstændig, afsluttet Karakter som i de andre Dialoger, der behandle
den, maa alle disse være senere end „Staten“. Medens man i
Regelen ansér „Staten11 for Højdepunktet, i Platon’s Udvikling,
saaledes at kun „Timaios11 og „Lovene11 henlægges til et senere
Tidspunkt, vil „Staten11 ifølge Krohn være at ansé for det ældste
Skrift *).
Det vanskeligste Punkt for Forfatteren er et, han gaar meget
hurtig henover. Dersom der nemlig er en absolut Modsætning
mellem den psykologiske og den spekulative Metode, hvorledes
har Platon da kunnet anvende dem begge i samme Værk? Ti, at
„Staten11 fremtræder med en i det mindste formel Enhed, vil
!) Ogsaa Andre (f. E. Oncken, Die Staatslehre des Aristoteles. I,
p. 147) betragte „Staten11 som tilhørende snarere Begyndelsen end
Slutningen af Platons Forfattervirksomhed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
