Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Paa dette Exempel kunne vi forresten ret tydeligt prøve,
hvor paa Dansk Grændsen er for Brugen af
Plusqvamperfectum (2den Conditionalis) om det Fremtidige. Paa Dansk
kan Parmenion, som endnu ikke veed, hvilken Beslutning
Alexander vil fatte, kun bruge Imperfectum eller lste
Conditionalis („hvis jeg var Al., vilde jeg —“), Alexander
derimod, som allerede veed, hvad han vil gjøre, kan ogsaa
bruge den anden Form (,,ja havde jeg været P.. vilde jeg
ogsaa have —-“) d. v. s. Muligheden af at rykke
Tankeexperimentet endnu et Trin længere tilbage i Fortiden, beroer som
før bemærket paa, at Sagen fremstiller sig som een Gang
for alle uforanderligen afgjort.
I de hidtil omhandlede Forbindelser var den
Forudsætning, hvorved den fremtidige Eventualitet betingedes, overalt
antagen i Modstrid med en nærværende Virkelighed. Men
en fremtidig Eventualitet kan selvfølgelig ogsaa være
betinget ved en Forudsætning antagen i Modstrid med en
fortidig Virkelighed. I dette Tilfælde kan imidlertid, som jeg
Unders. S. 179 ff. har udviklet, det Fremtidige antages paa
Grund af Bisætningens Fortidighed i Regelen at være seet
som fremtidigt i Forhold til Fortiden, saa at Aorist i
saa-danne Forbindelser kan betragtes som væsentlig eensartet
med hypothetisk-betingede Aorister om det virkelig Fortidige,
kun at det ogsaa her maa erindres, at ikke særlig
Aorist-formen som saadan har Noget at gjøre med denne
Assimilation i Tidsforestillingerne, men at en saadan fuldkomment
ligesaa vel kan antages at finde Sted, hvor Verbet staaer i
Imperfectum. Hos Homer fandt denne Bisætningens
assimilerende Indflydelse sit sproglige Udtryk i, at Hovedsætningen
antog indicativisk Form istedenfor optativisk (sml. Unders.
59 (te intelicem, quem necassem iam verberibus, nisi iratus essem)
tyder ved det tilføiede iam paa en virkelig Fortid, og
overeens-stemmende dermed har ogsaa Diog. Laert. III, 39 (e 1, 26) — der
rigtignok fortæller Historien om Platon — Plusqvamperfectum
(^t-naatiyuiao cit, ù ut/ wQyi^o/xtjr). Til en anden Version af
Apophtheg-met med Verbet i Aorist (Simula; àv, ù Uav thqytÇofirpi Plut, de
educ. puer. p. 10 om Archytas, yolao&rjvai âv, el tt oj^yt^ro Stob. fl.
XX, 43 om Platon) svarer derimod den Form. i hvilken Seneca (de ira
I, 15, 3) tillægger Sokrates Yttringen (cæderem te, nisi irascerer).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
