Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ryglyd, t en spidslyd, s en toplyd, ish en eglyd (sml. Stveets: back,
front, point, blade, blade-point). Disse navne anbefaler sig ved deres
korthed, men der er den fare ved en sådan vilkårlig brug af ord som
top, spids, eg, at man let glemmer den specielle betydning, man selv
har tillagt dem ; og man ser da også, at selve opfinderen af disse
navne ikke mindre end 4 steder (side 8, 28, 35 nr. 2 og 36 nr. 4)
anvender „toplyd“ og „spidslyd“ i uoverensstemmelse med definitionen
side 6.
Sammenholder man den nu omtalte del af Westerns skrift med
den tilsvarende del af Larsens, vil det let ses, at denne ikke på langt
nær har løst sin opgave så godt som W. Her findes ikke noget
tilsvarende til W.s i detail gående beskrivelser af, hvorledes lydene
dannes og forbindes til stavelser og ord; kun det mest iöjnefaldende,
det groveste er medtaget, om man end må indrömme, at der findes en
del mere lydfysiologisk stof, end der i reglen tages med ved
sprogundervisningen her hjemme. Beskrivelserne af de fremmede lyd er tit
uheldige ; naar f. ex. w (som mærkeligt nok betegnes ved et over linien
svævende o) beskrives således: „Det lyder som et hurtigt Forslag af
lukket o forau Vokalen“, hvorledes vil man da i henhold dertil kunne
udtale w foran en w-lyd? Side 35 står: „B udtales altid som vort b
og maa altsaa aldrig, saaledes som det ofte sker i dansk Tale, gjøres
enten til aandende v efter lang Vokal, eller til p efter kort“.
Meningen er godnok, men den er mildest talt kejtet udtrykt: b udtales
altid som dansk b og må altså ikke udtales som de danske ofte udtaler
deres bl Og sådan en ting som, at vort danske b adskiller sig fra det
engelske ved at mangle „stemme“, eller at vort p er aspireret, omtales
aldeles ikke, måske fordi forfatteren er norsk af fødsel; overhovedet er
det ikke til gavn for bogen, at den er skreven „for danske og norske“,
da danske ved deres bedömmelse af de fremmede lyd går ud fra et
andet lydsystem og andre forudsætninger end de norske.
Medens Westerns lydbetegnelse er let at lære og let at huske —
det er i det væsentlige den samme som den af Storm anvendte — er
Larsens ikke heldig; brugen af gotiske typer og kursivskrift mellem
hinanden støder öjet, og man har vanskeligt ved at huske betydningen af
de enkelte tegn; gutturalnasalen har intet særligt tegn, men betegnes
ng, hvilket i forbindelse med en uheldig brug af ordet „næselyd“
volder vanskeligheder side 40—41. Særlig uheldigt er det, at vokallængde,
der ellers betegnes ved fordobling af vokaltegnet, i et tilfælde betegnes
ved h, nemlig ved a, da aa bruges for at betegne vokalen i more.
Vokalens korthed, der jo ikke behøver særlig at tilkendegives, når man
betegner længden, er i nogle tilfælde antydet ved dobbelkonsonant, i
andre ikke.
Andet afsnit, om lydens forhold til ortografien eller om
„bogstavernes udtale“, er hos Larsen en del mere fuldstændigt end hos Western,
navnlig med hensyn til den vanskelige udtale af egennavne. Men dette
fortrin er købt på bekostning af overskueligheden. I en bog, hvis
væsentligste formål dog må være at tjæne som det, tyskerne kalder
nacbschlagebuch, er man berettiget til at fordre en saadan typografisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
