Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hovedet støttet mod den andens Inderflade; det sidste er et
meget almindeligt Tegn paa Sorg, der ogsaa forekommer paa
siddende og staaende Figurer, men selvfølgelig udelukker en
Sammenfletning af Hænderne. Omvendt har man ogsaa
Sammenfletningen af Hænderne uden det lave Sæde, endog
i staaende Figurer, som Udtryk for Sorg eller Ulykke eller
snigende Vanheld. Grækerne havde aabenbart en vis
For-kjærlighed for eu fri og aaben Legemsfore og en tilsvarende
Uvillie mod sammenkrøbne eller sammenflettede Stillinger, med
hvilke der let forbinder sig Forestillingen om indre Strid og
derfor om indre Ulykke ’). De fandt heller ikke Behag i at
Hænderne sammenflettedes over Byggen2); og i Følge Aristofanes
(Nub. 938, 954) blev man i den gode gamle Tid fra
Barnsben afvænnet med at sidde eller staa med „flettede Ben“
(det ene Ben kastet krydsvis over det andet).
Men man bør ikke forstaa Sagen saaledes, at
Legems-stillingerne hos Grækerne i deres bedste Tid skulde have
uddannet sig til et pantomimisk Tegnsprog, i hvilket visse
Træk havde éngang fastslaaede og givne Betydninger ligesom
Ord eller Sætninger, — hvilket ogsaa vilde stride imod en
sand og fri Kunst. Hverken det lave Sæde eller de
sammenflettede Hænder behøvede i og for sig at opfattes som
Udtryk for Kummer eller Vanheld. Vi have allerede set, at
den paa Gulvet siddende Stilling ogsaa forekommer i
lykkelig Betydning. Og naar man paa Partheuonsfrisen finder
en af Figurerne i det guddommelige Selskab, som er Vidne
til Panathenæerfestens Procession, siddende med Hænderne
flettede om det ene Knæ, saa maa dette sikkert gjælde som
fuldgyldigt Bevis for, at der hos Athenerne paa Perikles’s
Tid ingen Skygge hvilede over dette Motiv. Thi kan noget
overhovedet antages a priori, saa maa det vel være, at der
ikke kunde forekomme noget sørgeligt eller ildevarslende i
den ideale Fremstilling af Gudindens Fest, som smykkede
hendes Tempel. Heller ikke bærer den unge Mand, som
Sigu Nord. Tidskr. for Filologi IV, S. 190, om det herculanen-
siske Maleri af Medea.
2) Hippokrates, anført hos Vales. in Ammian. Marcellin. L. 29 cap.
2. p. 560.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
