Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. XXXIY. Frei einum dauöum manni er kom til veizlu.
Som titlen angiver, drejer denne fortælling sig om en død mand,
som et levende menneske i ungdommeligt overmod indbyder til
et gæstebud. Den døde mand modtager indbydelsen og giver
møde, men fjærner sig roligt igen, efter at måltidet er forbi og
bordsalmen sunget. Gering anfører kun én parallel til denne
legende „Dødningen“ (Jens Kamp, Danske foïkeceventyr s. 170).
Nær beslægtet hermed er dog sikkert også det islandske æventyr
„Brudgommen og spøgelset“ (Jon Arnason, Islenzkar ftjoösögitr og
æfintyri I s. 242; Carl Andersen, Islandske folkesagn I, s. 138)
og en siciliansk folkesang „ Lionziu", der er udgiven af
Salomone-Marino (Leggende popolari. Palermo 1880. Nr. 26) og handler
om en mand, der på en kirkegård finder en hjærneskal, som han
med et spark indbyder til sit selskab (smig. Gröber’s Zeitschrift
IV, 398). Disse forskellige redaktioner fortjener i høj grad at
blive gjorte til genstand for nærmere undersøgelse; jeg formoder,
at vi i dem alle har udløbere fra det sagn, som blev dramatiseret
af Tirso de Molina og derefter knyttet til navnet Don Juan.
Nr. XLII. Af einum greifa. To forskellige redaktioner
af den bekendte legende, som fornylig er bleven udførligt
behandlet af Varnhagen1), og som hos os måske er bedst kendt
gennem Rudolf Schmidts drama „den forvandlede konge“.
Nr. XLV. Af Marinu munk. Legenden om den hellige
Marina, der i mandsdragt opholdt sig som munk i et kloster.
Dette sagn, der jo ogsaa er knyttet under forskellige former til
helgeninderne Pelagia, Eugenia og Theodora, foreligger dramatiseret
i den oldfranske litteratur i „Miracle de Théodore“ (Miracles
de Nostre Dame p. p. G. Paris og U. Robert III, 67 f. f.).
Nr. XLVI. Af dauda hùsfreyju ok bônda. Fortællingen
om datteren, der så sin moder i helvede og sin fader i himlen.
En gammel italiensk versjon er fornylig bleven udgiven af Ulrich
{Romania XIII, 41—43).
Nr. XLVIII. Af sysltimanni ok fjånda. Interessant
sidestykke til Theophilus- og Faustlegenderne.
Nr. XLIX—LXXVI inderholder en temmelig fuldstændig
oversættelse af „Disciplina clericalis“ (af originalens 39 fortællinger
findes her de 28). Der er her det mærkelige forhold, at denne
oversættelse kun findes i a, et Stockholmer-håndskrift, der er
skrevet i året 1690 af islænderen J<5n Vigfusson. derimod findes
den ikke i nogen af de ældre codices. Den indledes imidlertid
af en fortale, der genfindes i J5 (14. årh.), og da man i dette
hs. tillige finder en rød overskrift „Af Enoch“ (begyndelsen til
„Disciplina“) og endvidere i en meget fri genfortælling tre
historier, der sikkert stammer fra „Disciplina“, drager dr. Gering
den slutning, at den tabte del af Έ må have indeholdt en fuld-
’) Ein indisches Märchen auf seiner Wanderung durch die asiatischen
und europäischen Litteraturen. Berlin 1882.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
