Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
veiende Sandsynlighed for, at de ikke fik den1). Indirecte
og middelbart erkjender jeg, at Aorist Optativ i declarative
Gjenstandssætninger og afhængige Spørgesætninger om det
Factiske ved Yttrings-, Menings- og Kundskabsverber og
Aorist Infinitiv i samme Forbindelse virkelig gjennemgaaende
har faaet en Art Fortidsbetydning, men kun ad reent
negativ Vei, idet Fremtiden her betegnedes ved de netop dertil
dannede og conseqvent anvendte Futurumsformer, og det
Samtidige ved den Slags Verber i Regelen kun kunde
fastholdes som saadant ved at sees i Præsensform, saa at der
for Aorist væsentlig kun blev netop Fortiden tilbage2),
hvorimod Aorist Participium (uden «»-) vel er udelukket fra at
’) Her kan jeg kun i al Korthed minde om følgende bestemmende
Momenter: 1) Aoriststammen i sig selv indeholder i ingen Form
noget Element, hvori man kunde see en utvivlsom Fortidsbetegnelse,
og er i sine to meest primaire-Former identisk med selve den rene
Verbalstamme. 2) Selv om Aorist Indicativ har været dannet nok
saa længe forud for de øvrige Modi og dannet udelukkende i den
historiske Tids Form, kan Fortidsforestillingen heller ikke antages
ad den Vei at have amalgameret sig med Aoriststammen ; thi i
Hovedsætningen, hvor vi maae søge den ældste og oprindeligste
Brug, har ingen personlig Aoristmodus undtagen Indicativ
Fortidsbetydning (eller rettere overhovedet Tidsbetydning). 3) Aorist
Infinitiv og Participium ere rene Nominaldannelser og medføre
som saadanne ingen Tidsforestilling, der ikke allerede ligger i
Stammen.
2) Dog ligger der, naar det Lys. II, 39 hedder >; που âià w naÿôrta
φόβον Λολλα μ\ν · ι·>η9ησαν tôèVv ώ»’ ον/, ειό’ον. 7ΐο?.λ<χ ό αχονσαι ών ον/.
ijxovaar, imellem Infinitiverne og Hovedverbet ikke mere end det
forsvindende Minimum af Tid, der skiller Sandseindtrykket fra
Forestillingen derom, og i den urefiecterede Anskuelse vare de
vist for Grækerne lige saa samtidige, som de ere det for os, naar
vi sige „de troede at see og at høre“. Hyppigere bruges paa
denne Maade äoxüv, saaledes — foruden de talrige Steder, hvor
der er Tale om Drømmesyner — Soph. El. 78, Oed. li. 729, Xen.
Anab. IV, 5, 4, Cyr. VIII, 3, 14, Oec. 8, 11, Apol. 23, Plat. Phæd.
62 E, Prot. 315 E (sml. det ganske lignende Tidsforhold mellem
et Sandsningsverbum og det tilhørende Participium, f. Ex. γςνξανϊο;
άκοΰοαι Arist. Nub. 963, naQtxy.uwav iÔHv Thesm. 799 ο. I.). Endog
om det absolut Samtidige synes Aorist Infinitiv ved åoxslv mig at
staae Eur. Iph. Taur. 785 og Panyas. Stob. flor. XVIII, 22 v. 9,
hist om en reent momentan Handling, her om et heejt
Menneskeliv seet under Eet (sml. den anden Anmærkning herefter).
6*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
