Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
gangne, S0TÛ Menand. fr. 679 iàv τροφήν δούς τον λαβόντ ονείδισες,
άψιν&ίω χατέπασας ’Αττίχ’ον μέλι eller Demostb. I, 11 1). I de
Tilfælde, jeg i det Følgende vil tale om, maatte Aorist
Con-junctiv efter den tidligere Affattelse forstaaes om det
Fremtidige.
Af dem kan nu en stor Deel ved meget simple og
fuldkommen forsvarlige Midler bringes til at gaae ind under
Regelen ogsaa i dens nye Skikkelse. Jeg skal ikke opholde
mig ved Forbindelser, hvor man alligevel, aldeles bortseet
fra Bisætningens Tidsforhold, maatte statuere en i ethvert
Sprog naturlig og umiddelbart forstaaelig Brachylogi, som
naar vi Sosipat. com. fr. 1 (ον παντελώς ευκαταφρόνητος η τέχνη,
αν xuTavoijoijç, ϊστιν ημών, Λήμνλε) maae opfatte Hovedsætningens
„vor Kunst er ikke foragtelig“ som et kort Udtryk for „du
vil indsee, at vor Kunst ikke er foragtelig“2). Saadanne
brachylogiske Vendinger, hvorved man istedenfor at betegne
en Ting som Gjenstand for Omtale eller Erkjendelse nøies
med en umiddelbar Angivelse af Tingen selv, medfører
almindelig Sprogbrug overalt, og vi vilde finde en saadan her,
selv om vi slet ikke tænkte paa Tidsforholdet mellem
Bisætningen og Hovedsætningen. Men der er andre Tilfælde,
hvor dette spiller en større Rolle. Naar Kreusa Eur. Ion.
1415 siger med Hensyn til Kjendetegnene i Kurven: x&v μη
φράσω γιό. χατ&κνέιν υφίσταμαι, saa kunde vi tidligere opfatte
dette som en Forpligtelse, hun indgaaer paa Forhaand for
det eventuelle fremtidige Tilfælde, at hun ikke maatte være
’) Men længere tilbage kan maa saa rigtignok heller ikke komme,
hvor Bisætningens Conjunct.iv i Virkeligheden falder forud for det
gnomiske Aorist i Hovedsætningen, som Demosth. II, 21, XIX,
225, Lys. XXVII, 6. Hvor vi i almindelige Udsagn finde Aorist
Conjunctiv i Bisætningen med Perfectum i Hovedsætningen, vil
allerede den Omstændighed, at Perfectum jo betegner netop det
nærværende Resultat, være tilstrækkelig til at begrunde Opfattelsen
af Bisætningen som fortidig, ikke blot hvor der er Tale om reent
tænkte Forhold (som Demosth. XVIII, 247, Æsch. III, 233), men
ogsaa — hvor dens Handling i sig selv nok kunde betragtes som
virkelig forbigangen — i Udsagn om det factisk sig Gjentagende
(som Demosth. VIII, 12).
2) Sml. det Madv. § 125 Anm, 1 anførte Sted Demosth. XXVII, 20.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
