Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det antike Blodskams-Sagn. som fortælles i Ovids Ilte Heroide,
og Speroni liar ikke skyet noget Middel til at vække Rædsel
hos Læser eller Tilskuer. Hvad Stilen og Bygningen angaaer,
ere forøvrigt alle disse Stykker Kopier af de Gamle; Versene
ere i det hele veldreiede, og Forfatteren brillerer gjerne med
sin metriske Færdighed i lange udramatiske Tirader. Det
gjælder ogsaa om det Skuespil, hvori den usunde Jagen efter
Gyseligheder omtrent naaer Toppunktet, nemlig „Orbecche“
af Giambattista Giraldi. Det foregaaer i Persien iblandt
Oldtidens Barbarer; Blodet flyder i Strømme gjennem dets
fem Akter, men Intet kan dog sammenlignes med det Optrin,
hvor Lemmerne af Heltindens myrdede Børn bringes hende
i en Sølvskaal, og hun for Tilskuernes Øine tager det ene
efter det andet frem. Man begriber fuldtvel Forfatterens
Opfordring i Prologen til den kvindelige Del af Publikum:
at gaae bort, før Tragedien begynder, thi den vil være
altfor rædselsfuld for dem.
Naar vi alligevel i det Følgende ville tage een af de
italienske Renaissancetragedier noget nærmere i Øiesyn, saa
er det for det Første, fordi den i poetisk Værd hæver sig
endel over de fleste øvrige, dernæst fordi dens Forfatter
bærer et af de store Navne i Poesiens Verden, endelig fordi
den giver os Leilighed til en litteraturhistorisk Undersøgelse,
som berører Norden. Digteren er Torquato Tasso, og
Tragedien er „II Re Torrismondo“. —
Dengang Tasso lagde første Haand paa dette Værk, i
Aaret 1574, var han — omend blot for en Stund — kommen
til Hvile efter sine stormfulde Ungdomsaar med deres urolige
Omflakken. Han var traadt i Tjeneste hos den kunstelskende
Hertug Alfonso af Ferrara, der sikkrede ham et godt
Udkomme, dels som Pension, dels i Form af en Professorgage
ved Ferraras Universitet; han beundredes og feteredes for
sin Digterbegavelse, især af de to fintdannede og elskværdige
Fyrstinder, Lucrezia og Leonora d’Este, og det er da intet
Under, at denne Periode i hans Liv er særlig rig paa
digterisk Produktion. Medens han fuldendte sit store Epos, der
har gjort ham berømt fremfor noget andet af hans Arbeider,
skrev han det yndefulde Hyrdespil „Aminta“ og talrige mindre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
