Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VED JULETID I KOUTOKÆINO.
181
praktiske, det nøgterne Livs regulerende Rythme, den bringer
Skipperens kostbare Ladning frem over Oceanet, den er
Hjærte-slaget i den reale Verdens Bryst. Tik — tak. tik — tak."
„Du stakkels, kolde Maskine, Du ved ikke, at Livet ikke
biot er et Uhrværk, drevet af Nødvendighedens Spændkraft.
Dine mathematisk nøiagtige Hjul og Cylindre, som Du kalder Dit
og Livets Hjærte, aner under deres pligtopfyldende, ensformige
Gang ikke, at der gives en Følelsernes Verden, som Skjønheden
gjennemvæver, hvor Tonebølgen bæver og svulmer, hvor Farven
taler og Formen lever, hvor Sangens Rythmevæld risler gjennem
blomstersmykkede Enge."
„Det er bare Humbug, det er Digterfraser, Sentimentalitet,
poetisk Flitterstads; nei, hold Dig paa det virkelige Livs prosaiske
Landevei, marscher i Takt efter mit tik — tak, tik — tak; det
er saamænd det eneste fornuftige, det eneste, som duer."
„Lad ogsaa mig tale et Ord med," siger Spilledaasen. „I
har Ret og Uret begge to. Se paa mig. Jeg er som Du,
af-maalte, strænge Kronometer, en Maskine af Tandhjul og Cylindre,
men dog klinger Melodiernes liflige, tryllende Toner fra mit Bryst.
Man maa ikke se ensidigt paa Livet, hverken lade sig rive med
af Materialismens Malstrøm, eller forlade Jorden i Følelsernes og
Fantasiernes Luftballon. Livet er nu engang en Blanding af
Prosa og Poesi, og kun den har rettelig levet, hos hvem begge
harmonisk sammensmelter; Poesien kaster sit Skjønhedsslør over
Virkelighedens alvorlige Aasyn, Prosaen er den stærke,
støttende Stamme, hvorom Muserne slynger Poesiens skjønne
Epheu-krans." —
Mørket ruger over de hvide Vinterm arker. Mørket ruger i
Sindet. Med Undtagelse af den Smule Reminiscents af Dag. der
dvæler over Egnen i Middagens Timer, er Tiden en uafbrudt
Nat. Næsten stadig brænder Lamperne og Lysene i Værelserne,
et tarveligt Surrogat for det Lys, som Naturen har unddraget os.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
