Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
31(3 UDFLUGTER FRA KOUTOKÆINO.
høist nødvendigt. Da vi kom ned fra Fjældet, havde Solen
allerede igjen skjult sig bag Horisonten.
Jeg spiste min medbragte Middagsmad inde i en af de smaa
sorte Stuer, hvor Kvinderne sad og vævede Komagbaand eller
lavede Traad ved at trække Rensener gjennem Tænderne, medens
Mændene med deres store Knive tilskar et eller andet Redskab.
Naar jeg saa paa disse store Knive og de mørke Ansigter, og
tænkte paa, at jeg her var ganske alene blandt lutter omtrent
halvvilde Mennesker, kunde jeg næsten ikke forhindre en og anden
frygtsom Tanke fra at dukke op. Men der er ingen Grund dertil:
Lappernes Naturel er saa godmodigt, at man aldrig behøver at
frygte noget sædvanligt Overfald, endsige Mord fra deres Side,
selv om man er en enlig Fremmed blandt dem. og selv om de
tilsyneladende kunde have Fordel deraf.
Da vi skulde til at reise hjem, forlangte Jossa, at Rolf
skulde bindes bag min Pulk. for at den ikke skulde kunne løbe
ved Siden af eller foran Renerne. Vi prøvede altsaa dette
Arrangement, og skulde nu først op ad den steile Bakke,
hvor Stigningen er saa bråt, at man for at skaane Renen som
oftest gaar ved Siden af Pulken. Jeg kjørte imidlertid derop med
Maven paa Sneen, thi min balstyrige Ren satte straks fra
Begyndelsen af saa voldsomt op ad Bakken, at jeg med Respekt at
melde væltede uden at kunne komme paa Fode igjen, naar jeg
ikke vilde slippe Taget. Da jeg senere atter sad i Pulken,
forekom det mig, at der var noget galt ved mit ene Øie. Jeg blev
ganske urolig; mon jeg skulde have slaaet det til Skade? Jeg
gned det og gned det, men det hjalp ikke, indtil jeg tilfældig
bemærkede, at jeg kunde stikke Fingeren gjennem Brillerne: det
var det ene Brilleglas, som var borte, og som var gaaet ud ved
Faldet eller under den noget aparte Kjøretur op ad Bakken.
At kjøre med Rolf paa den antydede Maade, lod sig ikke
gjøre i Længden, hvis jeg ikke vilde risikere, at Hunden skulde
kvæles. Jeg lod derfor min Ren binde fast til Jossa’s Pulk, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
