Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Indledning - 1. Universalhistorisk Vidskab - Mundens Forhold til Pennen som Livets til Döden - Böger og boglig Kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Munden, de skal til Orde, hvor Skolen dog i Grunden
vil sig selv og Staten og Mennesket vel; thi, om
man end troer, det kan ikke hjelpe, bör det dog
forsoges, da det aabenbar i vore Dage maa enten bære
eller briste.
Velan da! jeg, for min Part er sikker paa, det vil
bære i Norden, og vilde bære i Engelland med, naar
man ikke der, med Falke-Synet for den daglige Erfaring,
var blind for den universalhistoriske, eller naar
man kun ikke, med al muelig Frihed til at bruge
Munden, dog, desværre, fattedes en Mund, under et
Par Öine, der see, hvori Feilen stikker; thi Ören fattes
man der ingenlunde, og giennem gode Ören skiæres
Aanden ypperlig for Stær, da man derimod, ved at
stikke Folk i Öinene selv med de bedste Staal-Penne,
kun giör Folk arrige paa Fingrene, der virkelig synes,
under et smukt Paaskud, at ville stikke Öinene ud.
Forudsat da nu, at man i Norden faaer ordenlig
Lyst til at leve og see gode Dage i Aandens Verden,
da vil de gamle Böger forst giöre Gavn, og da vil vi
faae Nye, som man ikke blot skal forundre, meu glæde
sig over.
Læseren tænke kun ikke, at Böger har vi meer end
nok af, men betænke heller, at der er netop samme
Forskiel paa Böger som paa Forfattere og Læsere, saa
vi har baade for mange og for faa, og det er kun af
det Onde, det Mindste er det bedste. Naar derfor
Aanden bliver baade Forfatter og Recensent, baade
Censor og Bibliothekar, da kan Læseren troe, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
