Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Häfte 1 - Dansk litteratur, af C. E. Jensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
46
en Gang er det Kostume, som lian rörer sig friest i, og
naar det klæder liam saa godt, som det gör — hvorfor saa
forlange, at han skal trække i Diplomatfrakke ?! Det
histo-riske Töj kan jo nok somme Tider hænge lidt löst om ham,
og lian kan blive lidt skuespilleragtig i sine Gebærder, lidt
deklamatorisk i sin Pathos — men til Gengæld kan han
ogsaa give Fölelsen, hvor den helt er ægte, friere Löb,
ful-dere Udfoldelse og rigere Instrumentation, end hvis han
tvang den ind i snævrere, og mere bundne Kunstformer.
Og -Kitzwalde" er jo ren Lyrik, vil ikke være andet og
laaner udelukkende sin Skönhed fra den personlige
Steni-ningsfylde, som gennembÖlger den.
Det er en lyrisk Roman (egenlig en Trilogi) om
Kær-lighedens forskellige Arter og Afskygninger; den sanselige,
den sjælelige og den sanselig-sjælelige, hvis man vil
rubri-cere dem, hvad man naturligvis hverken kan göre i
Virke-ligheden eller i Romanen. Der stiger en Höj sang fra
Bogens Blade, en Hymne til de to unge Elskende, som
nyder en stj aalen, skælvende Hyrdetime i Kitzwalde-Borgens
Fruebur:
. Og imidlertid toner derudenfor i Natten den
sölvstrængede Kilde . . . som en saa aandeagtig fin Latter,
isprængt Suk, at den gærne kan opfånges som Graad.
Elskovens Sommernat, med Blomsteraande og Dugbrise,
Jordens Saft og Södme i reneste Essens ... og to, tæt til
hinanden klyngede unge Legemers Udströmninger i en Luft,
der synes lutter Kærlighedsaande — og den drager og
drager, vil igennem usynlige Rör suges ind i Sjælen —
kan ikke sigtes og vejes; ikke spiddes paa Begreb, ikke
udleveres til de handfaste Ord . . . men synger og synger,
unævnelig, usangbar, ugengivelig som Kildens Rislen —
den Kilde, der rummer al Jordeliys udödelige Fryd:
Kær-lighed.“
Säaledes er Stilen i “KitzvaldeV Der er kun liden
Menneskeskildring i denne Roman; det er destilleret Lyrik
— et Digt om Drachmann selv, Landevejs-Virtuosen, hvis
Luth spænder over allehaande Lyde og Farveklange, og
som synger sine Stemninger ud i Vers, der virker mere ved
deres Melodi end ved deres Mening. Naar Bogens “farende
Svend“ tilsidst gör sig til Anförer for et Bondeoprör, som
jævner Röverborgen med Jorden, saa er det som et Symbol
paa det revolutionære Ungdoms-Humör, der atter er
flam-niet op hos den graanende Digter. — Det var i 1871, at
Holger Drachmann udgav sin förste lille Digtsamling, som
tarvedes röd af Pariser-Kommunens Brandskær. Han kan
altsaa snart fejre sit 25-Aars Digterjubilæum, og
beundrings-værdig er den poetiske Skaberkraft, der gennem dette lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
