Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Häfte 1 - Dansk litteratur, af C. E. Jensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
55
Menneskene; det er ligesom, naar der gaar Svamp i et
Hus“. De lever i en Verden af Fortids-Forestillinger, som
forhindrer dem i at se Storheden i deres egen Tid. Han
raser imod denne “Drömmepest“; denne beständige “Huseren
af gamle, gustne Spögelser“, som suger Marven af
Menne-skeviljerne og lægger Jorden öde*. Han vil have
Fantasiens Afgudstempel revet ned til Grunden; han haaner den
möderne Renæssance-Forgudelse — en Haan, som atter
klinger igennem i Fortællingen “Den gamle Adam“, hvor
visse Lyrikeres Renæssancekostume betegnes som en
latter-lig Maskerade (smlgn. Drachmanns “Kitzwalde").
Altsaa Pontoppidan anstiller en Pröve paa
“Gennem-bruddet“ — og benægter, at der har fundet noget
Gen-nembrud Sted. Han vil ikke som andre af sin Generations
Forfattere akkviescere ved den rent iagttagende og
frem-stillende Kunst; han vil ikke nöjes med at være den
u.d-mærkede Fortæller og glimrende Stilist, han er (en Stil saa
blank og saa elastisk som Elfenben); — han vil samtidig
være en Revser og en Forkynder. Vi har nu set, hvad
det er, han vil revse: det er den Lyrik, som efter hans
Mening har hindret ethvert Gennembrud paa det aandelige
og kunstneriske Omraade; som er Skyld i Frisindets
Nederlag, Religiositetens Omsiggriben, Romantikens
Genop-vækkelse. Han kræver en radikal Udryddelse af
Skönheds-dyrkelsen i dens gamle Former. Jeg har Grund til at tro,
at det er Pontoppidan selv, der taler, naar Jörgen Hallager
siger: “Hvad det gælder om, er at opdage et nyt Amerika
i Mennesket selv, saadan en ukultiveret Plet, uden Fortid,
uden Erindring, uden nogen Renæssance eller anden
Efter-ladenskab fra gamle Tider, hvor Svampen kan faa Næring
og Trivsel . . .“ Og et saadant aandeligt Nyland imödesér
Pontoppidan (ligesom Jörgen Hallager) i Arbejderbevægelsen,
i Socialismen; han venter, at denne mægtige Bevægelse,
idet den hæver nye, ubrugte Menneskelag op i Livet og
Lyset, vil skabe en ny Kultur, en radikalt fornyet
Livsop-fattelse, som forkaster de gamle Skönhedsværdier og ser
Skönhed, hvor man hidtil ikke anede den. Der foresvæver
ham en “social Kunst“, baaret af en lignende Aand som
den ældste kristelige Malerkunst og Legendedigtning, med
Forherligelse af de tilsyneladende Smaa som de sande
Store, og med Fremstilling af de tilsyneladende Store som
* En interessant Parallel lader sig drage med Idéen i Björnsons
»Over Ævne», anden Del, hvor Nutiduns sociale Ulykke afledes fra den
teologiske Overspændthed: »Her kommer vi tumlende ud af entusindaars Taage
og skal til at frelse Verden. Dertil har vi ikke Hjærne færdig ... Vi
tager gale Öjemaal, vi kaster os ud i det paa Træf ... . Hvad vil det ikke
blive, naar Menneskene en Gang igen flytter hjem til Jorden!»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
