Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Häfte 1 - Dansk litteratur, af C. E. Jensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
54
Farvel til sin Bondehustru, med hvem han ikke mere
sym-patiserer, og rejser tilbage til Ho vedstaden, hvis Kultur
lokker og drager den forlorne Sön. Det er anden Del. I
tredje Del kommer han angrende tilbage til Egnen,
besjæ-let af ny Nidkærhed. Gennem fortærende Sjælekampe er
han naaet til en lutret Opfattelse af Kristendommen. Han
træde för, at han gjorde Godt mod de Fattige ved at ville
beröve dem deres Fattigdom. Nu indser han, at netop
fordi de er fattige, har de Plads ved Himmeriges Porttærskel,
og han vil selv leve i Fattigdom og Ydmyghed.
Selvfor-nægtelsen stiger hos ham til en Ekstase, der ender med at
sprænge Personligheden; han föler sig indviet af Gud til
at tale paa et stort religiöst Möde; han er overbevist om,
at Herrens Aand vil indgive ham Ordet, men Inspirationen
udebliver, og han gribes af Vanvid, föler sig som den af
Gud forladte Korsfæstede og dör kort Tid efter. Det er
Trilogiens tredje Del — “Dommens Dag“.
Dommen over Emanuel udtales af den Person, der i
Romanen er Forfatterens Stedfortræder. Han siger, at den
af döde var “et Resultat af vor Tids usunde oppustede
Fölelsesliv, et Produkt af den lyriske Forraadnelsesproces,
hvori den gamle Verdens Samfund for Öjeblikket er ved
at gaa til Grunde“. Samme Person kan slet ikke indsé, at
der er foregaaet noget aandeligt Gennembrud i vore Dage;
han ser stadigvæk “den samme overtroiske Forherligelse af
vort abnormt udviklede Fölelsesliv “; det förekommer ham
endog, at “Lyrikens Svamp “ i de senere Aar er trængt
selve Folket ind til Marv og Ben, og han ser deri. Grunden
til den nuværende religiöse Overspændthed ligèsom forhen
til den politiske. Ræsonnementet er ikke nyt hos
Pontoppi-dan. Ogsaa han troede en Gang paa den Revolution, som
forkyndtes af de politiske og literære Förere. Förste Gang,
han gav sin Skuffelse Luft, var i den bidende spotske lille
Fortælling “To Gange mödt“, hvor en fattig
Bogbinder-svend brændende af Frihedsbegejstring iler hjem fra
Ud-landet for at melde sig som Deltager i den Barrikadekamp,
han tror der skal begynde; han henvender sig til den store
“Folkeförer“, hvis Navn er paa allés Læber, men Föreren
staar gallaklædt i sin elegante Stue i Færd med at begive
sig til en stor politisk Middag, og han betragter méd
Medynk Bogbindersvenden som en forrykt Mand. Et endnu
voldsommere Udtryk fandt den samme Stemning af
Bitterhed og Skuffelse i “Nattevagt“. Her mödes
Bogbindersvenden med en ligesindet, en ideel Barrikadekæmper, den
uforsonligt oprörske Maler Jörgen Hallager. Han udvikler
nöjagtigt den samme Teori, som er Moralen i “Dommens
Dag“. Ulykken er, siger han, at “der er gaaet Lyrik i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
