Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Nordboernes Forbindelse med Rusland og tilgrændsende Lande
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
23
Forhold, der næsten kan kaldes en Tilbagegang fra Plinius’s og
Tacitus’s Standpunct. Saaledes nævnes ikke Svioner, og Go
terne, Guter og Gythoner, spille en temmelig underordnet
Rolle. Alt dette kan dog let forklares af Omstændighe
der, der netop staa i Forbindelse med den gotiske Vandring
og Skandinavernes Fremtrængen. Vi sigte her til den store saa
kaldte marJcomanniske Krig, der fra Antoninernes Tider foruro
ligede Romerriget og egentlig var en Indtrængen mod det ro
merske District af alle baade germaniske og ikke-germaniske
Grændsefolk ved Donaulinjen. 1 Denne Krig kan neppe være for
aarsaget af anden Grund, end Goternes Tryk nordenfra, saame
getmere som man i Følge med Markomannerne seer gotiske Fol
keslag, Victoaler og Vandaler,2 og Forvirringen, som Krigen op
vakte, kunde være tilstrækkelig til at beskjeftige Romernes Op
mærksomhed saaledes, at Goterne selv og de nordlige boende
Nationers Navne for en stor Deel traadte i Baggrunden.
9. Paa Caracalla’s Tid (211—217) kom Goterne først umid
delbart i Berørelse med de romerske Grændser: de kaldes fra
denne Tid af Gothi eller Gotthi, ikke Gothones. I Midten af
det 3die Aarhundrede brøde de over Donau; længer i Østen
trængte de frem ligetil det sorte Hav, og over dette foretog de
en saagodtsom uafbrudt Række af Ødelæggelsestog til Lilleasien,
Thrakien og Grækenland, indtil Aurelian (270—275) reentud over
lod dem Dacien, hvor de bosatte sig. I Følge med dem næv
nes ogsaa enkeltviis andre beslægtede Folk, hvilke de ligesom
reve med sig. En Tidlang synes de nu at have været stille,
idetmindste i deres Forhold til Romerriget, men maa imidlertid
have consolideret deres Magt, thi denne naaede under den be
kjendte Ermanarik sin højeste Spidse, umiddelbart før det store
gotiske Riges Opløsning ved Hunerne.
Vi have allerede i Iste Bind 3 gjort vore Læsere opmærk
somme paa Identiteten af den gotiske Histories Ermanarik og
Eddadigtenes Jormunrekr. Vi have altsaa her naaet et Sam
menknytningspunct mellem den gotiske Historie og de nordiske
1 S. Mannen, Geogr. der Griech. u. Romer. 3 D. S. 112—131.
2 Et saadant Tryk fra Norden antydes endog bestemt i Capitolinus’s Ord ved
denne Lejlighed : „ Victovalis et Marcomannis cuncta turbantibus, aliis etiam
gentibus, quce pulsæ a super ioribus barbar is fuger ant , nisi reciperentur.
bellum inferentibus.
3 See Indl. og Anm. til Eddaerne [i Ant. Russes I. S. 4, 19 o. fl.]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
