Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Nordboernes Forbindelse med Rusland og tilgrændsende Lande
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
70
almindeligt at vælge dem af deres Tal, saa bliver det dog altid
noget besynderligt, at det netop skulde være en Oversættelse af
den forlængst hos Eomerne opkomne, og til Livvagt-Institutio
nen lidet svarende Benævnelse, som de nordiske Drabanter op
toge. Det rimeligste bliver dog, at Benævnelsen er opstaaet
hos Drabanterne selv. Det maa bemærkes, at Afledsendelsen
-ingr og -ingi i det sædvanlige Oldnorske fra Haandskrifternes
Tider ofte bevirker Omlyd i Vocalen af den Stamme, som den
tilheftes. Da nu Formen vær- i og for sig viser sig som en
Omlydsform, efterdi Vocalen æ aldrig findes i Oldn. uden som
Omlyd af d, viser det sig heraf, at Stammen er var, hvilken
Form ogsaa maa have været den sædvanlige i Oldsvensk, hvor
Omlyd ej er saa hyppig, samt ganske bestemt i hele Norden
paa den Tid, da Navnet dannede sig. Var betegner paa Oldn.
helligt Løfte", det lat. sacramentum, og Begrebet personifice
res endog i Edda-Læren til en Gudinde, Var, der ofte urigtigt
er blevet skreven Vor, en Læsemaade, der ingensteds har hjemme.
Dette maa og have været den første, oprindelige Betydning af
det angels, vær, og Betydningen Forbund" bliver den secundære,
pactum, foedus sacramento firmatum. Da det nu ej kan være
nogen Tvivl underkastet, at Livvagtsmændene fra Norden ved
Indtrædelsen maatte aflægge en Troskabs-Ed, det bekjendte ro
merske sacramentum, saa har man allerede heri en fortrinlig
Anledning til, at de kunde sig selv imellem kalde hinanden
Væringjar (Sacramentarii), uden at man derfor behøver at sætte
Institutionen i Forbindelse med foederati. Men da man hverken
i Constantinopel finder Papayyot, eller i Norden Væringjar brugt om
Nordboer i Almindelighed, modsat Russer og Slaver, maa denne
Udvidelse være bleven almindelig blandt Eodserne i Rusland,
og heraf følger igjen, at det ej var dem selv, men deres Fræn
der hinsides Havet, som havde for Skik at lade sig optage i den
byzantinske Livvagt. Af den i Iste Bind optagne Legende om
Væringen i Garderike og det med ham af Olaf den Hellige for
øvede Jerntegn 1 synes man at kunne slutte, at Benævnelsen her
vedligeholdt sig om en bestemt Klasse af Indbyggerne. Sam
menholdes dette igjen med den Maade, hvorpaa Varjægerne om
tales, ej alene i Jaroslavs Pravda, men i Pravdaen fra det 13de
Aarhundrede, nemlig som en egen begunstiget Klasse, 2 og ende
lig med den Omstændighed, at man endnu i Rusland saa sildigt
1 [Se Ant. Russes, I. S. 47.0—71].
2 Jaroslavs Pravda, Art. X: Hvis en Mand stader en Mand enten fra sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
