Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
år 1000, og da denne form er bevaret trofast i den isländske
tradition op til 1150, og da endelig denne form ved kontraktion1 vilde
give den senere form jårn, hvis oprindclse ikke på anden måde
kan forklares tilfredsstillende, må vi for skjaldesproget o. 1000
kuiinc saitte som fuldstaendig sikret udtalen éarn.
Efter dette kan jeg ikke andet end slutte mig til Noreens
alternative förklaring: lån fra irsk; og det glnsder mig, at prof.
Holger Pedersen fuldstaendig har kunnet slutte sig til samme
op-fattelse. Han har vserit så venlig at meddele mig, at ordet i irsk
o. 700 må have haft netop formen éarn, noget senere larn. Der
er intet mrerkeligt i, om dette ord skulde h0rc til de aller Eeldste
irske låneord, og disse må jo2 kunne tilhore en tidlig del af det
Sde århundrede8.
Alt peger drerfor hen på, at den gamle forfatter i alle måder
har ret, og at vi for vort ords vedkommende må udgå fra to
grundformer af forskellig oprindelse, en eeldre isarn, som vel er
indkom-met syd fra, og en nyere éarn, som i vikingetiden (eller snarere
den sidste urnordiske tid) er kommet fra Irland. Denne sidste
giver ved sammentrrekning den alm. isländske form jårn. Hvor
vidt formen jarn, som forekommcr enkelte ganger i skjaldedigte
fra 1050 og senere, er udgået fra éarn, eller igen har en anden
oprindelse, tör jeg ikke indlade mig på at afgöre.
Dersom vi nu ser tilbage på afhandlitigens tekst, kan vi ikke
1 Noreen Anorw. u. aisl. gr.2 § 106 b 2.
2 SmI. Zimmer ZDA XXXII s. 267 flg.
3 Prof. H. Pedersens brev lyder i sin helhed således: Også jeg er fast
over-bevist om, at Jccrn er lånt fra Keltisk, ia er i de fleste irske Ord en Difthong
(nutildags i3), som i Nordisk gengives ved ja: Niall oldn. Njåll; men i enkelte
Ord og deriblandt Ordet iarann eller, som det også, sj seld ne re men eeldre,
hed der, iarn udtaltes det som to Stavelser: l-am. Den aäldste keltiske Form
vilde vsere *eisamo~\ deraf er den irske Form opstået gennem fölgende Mellemled:
*charn *eant *iaarn. At Övergången fra é til ta forst har fundet sted efter at It
fuldstaendig var gået til Grunde, er sikkert, h er nemlig gået til Grunde i
förhistorisk Tid, men é er endnu bevaret i de alleraeldste Mindesmserker (c. 400 efter Kr.)
istedenfor det senere ia\ c. 700 skreves altså f. Eks. Necl i st. f. Niall. På den
tid har Jccrn vel heddet *éant. Fra Welsh kan Jcvrn ikke vsere lånt; thi i de
bri-tanniske Sprog er i dette Ord h aldrig gået til Grunde, men blevet flyttet til Ordets
Bcgyndelse (haiarn o. s. v.).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
