Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N:r 1 - Worsaae, J. J. A.: Nordens forhistorie efter samtidige mindesmærker. 1. Stenalderen - III. Den yngre Stenalder i Norden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORDISK TIDSKRIFT.
som Amuletter ogsaa i andre Lande, t. Ex. i Grækenland og helt ind
i Orienten til Kina, hvor de stundom senere blev forsynede med ma
giske indskrifter, ja at de endnu saa godt som over den hele Jord af
Almuen benævnes »Tordenstene» og antages for at være nedfaldne i
Tordenvejr eller for at staa i den nöjeste Forbindelse med Lynilden
og dens Virkninger. Længe efter Stenalderens Afslutning er man lige
ledes vedbleven i det klassiske Syden, foruden at bære smaa Stenöxer,
tillige som i vore Dage i Höj-Skotland at indfatte ældgamle
Flint-Pilespidser i Guld eller Sölv og at bære dem, aabenbart i den
Tro, at ogsaa de skulde bringe Lykke. Rigtignok er der ikke endnu
i de nordiske Stengrave opdaget paa Sidestenene i Gravkamrene saa
danne indhugne og malede Oxefigurer, som det vestlige og det mel
lemste Europas Stenkamre have at opvise. Heller ikke vides de aller
störste og smukkest slebne Flintöxer i Norden, som i Vest-Europa, at
have været fundne inde i Gravkamrene. Men paa den anden Side
fremtrædc de störste og smukkeste Stenredskaber i Norden sædvanlig i
Forbindelse med andre, ligeledes i Gravene yderst sjældne eller ukjendte
Gjenstande netop i samlede Fund og under Forhold, som pege hen
paa en religiös Oprindelse. Hele Rækker af ensartede, store Flintöxer,
af krumme Knive, af Skrabere o. desl. ere nemlig saa hyppig henlagte
under store Stene paa Markerne eller i Moser, til Dels vel daværende
Soer, og ofte saa aabenbart forsætlig, at der ikke kan være Tale om,
at de tilfældig skulde være tabte. I en Mose i Jylland fandtes endog
en betydelig Del Ravstykker omgivne af tre store, som et spidst tillö
bende Tag oprejste Flintöxer. Da der i Reglen endnu mindre kan
blive Spörgsmaal om, at visse Arter af Stenredskaber, eller at de tal
rige, under ganske lignende Forhold forekommende Ravsager just altid
skulde have været forelöbig hengjemte Skatte, maa det med Föje an
tages, at slige ogsaa i mange andre Lande i og udenfor Europa iagt
tagne Nedlægninger snarest ere skete som Ofringer til Afgudernc, og
saaledes som forhaabentlig frugtbringende Gaver, der baade i dette og
i et andet Liv vilds komme Ejeren til Gode. En lignende bestemt
Forskjel mellem Beskaffenheden af det egentlige Gravgods og af de
samlede Offerfund fra Marker og Moser eller Soer er ogsaa umiskjen
dclig i den paafölgende Bronzealder. Det er ikke umuligt, at igjen
paa dette Punkt nærmere Beröringer mellem Stenalderens og den der
efter fremtrængende Bronzealders Kultur ville komme for Dagen.
Men selv uden at lægge videre Vægt paa slige Freratidsspörgsmaal,
er der Kjendsgjerninger nok til at gjöre det mere og mere indlysende,
at den yngre Stenalders Folk bestod af kraftige, tæt bosatte, velstaaende
og for Fremgang mærkelig modtagelige Stammer, som, skjönt forberedte
til at tilegne sig en ny Kultur, dog ikke paa éngang have kunnet fuldt
optage denne. Lige saa klart turde det være, at saadanne Stammer ikke
med ét Slag have ladet sig underkue, end sige fortrænge af et höjere
44
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
