Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N:r 1 - Literaturöfversikt - Matzen, Henning: Aschehoug, T. H.: Norges nugjældende statsforfatning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LITRRATURÖFVERSIKT.
udslaget af de senere tiders videnskabelige og politiske udvikling i sig. At
det ovennævnte værk, af hvilket første bind foreligger afsluttet, på en fyldest
gørende måde afhjælper denne trang, er alt fra kompetent side udtalt deri
gennem, at forfatteren for samme har modtaget den A. S. Ørsted’ske pris
medalje.
Det er et höjst taknemmeligt ærane, bogen omhandler: ingen, som blot
har læst det første bind, kan værge sig mod erkjendelsen af, hvor interessant
i og for sig den norske forfatningsret er. Trods sin forholdsvis unge alder
hører Norges grundlov dog til veteranerne blandt Europas forfatninger, og
skönt præget af den nyere tids ideer er den dog ikke udarbejdet efter model;
selv hvor den har benyttet fremmede kilder som, navnlig på sine steder,
den svenske regeringsform af 6 juni 1809, har den kun optaget dens for
skrifter med betydningsfulde modifikationer. Overalt har den derfor selvstæn
dige, ejendommelige dannelser at opvise. Dette mærkelige værk har derhos
haft en ikke mindre mærkelig genesis, og opmærksomheden fængsles derfor
straks i bogens første afsnit, hvor forfatteren omhandler Norges konstituering
som selvstændig stat i forbund med Sverige. Måden, på hvilken den har
fundet sted, er enestående i historien. Yed fredstraktaten til Kiel 14 Januar
1814 bliver Norge afstået til Sveriges konge; men til trods for denne traktat
mæssige afståelse konstituerer det sig under prins Kristian Frederiks ledelse
som selvstændig stat, giver sig selv grundloven den 17 (16) maj 1814 og
vælger prinsen til konge, som dog senere igen nedlægger kronen i henhold
til konventionen i Moss 14 august 1814, ved hvilken på den anden side
kong Karl XIII med et vist forbehold anerkjender grundloven af 17 maj, om
hvis forandring til grundloven af 4 november 1814 han derefter forhandler
og enes med stortinget, som så vælger ham til konge, således at han bestiger
tronen ikke i kraft af sin traktatmæssige ret, men i kraft af folkets valg.
Derpå grundlægges Norges reelle union med Sverige igennem forbundsloven,
den såkaldte rigsakt af 6 august 1815, hvilken der i Norge tillægges gyldig
hed som grundlov medens det samme ikke finder sted i Sverige —, så at
man der får særsynet af en forbundslov, der består samtidig med, skönt til
en vis grad stridende imod rigets grundlov. Her foreligger unægtelig en
frugtbar mark for den statsretlige analyse og konstruktion, og bogens første
afsnit kap. 111 om den retlige natur af grundloven 4 november 1814, samt
kap. IV om de unionelle grundlove høre derfor også til de mest tiltrækkende
kapitler, som nogen statsret har at opvise. 1 andet afsnit, der overskrives
”Den norske Stat”, behandles dernæst ikke blot de æmner, som man møder
i enhver statsret, angående landets grænser (Kap. VII), undersåtter, borgere
og infødte (Kap. VIII); men her findes atter en særlig interessant kapitel
om foreningen med Sverige, som viser, at unionen mellem begge landene er
af en aldeles enestående natur, idet, som forfatteren fremhæver, kongen er
rigernes eneste fælles statsmagt, ligesom unionen i øvrigt også kun omfatter
visse sider af rigernes forhold til fremmede magter i fred som i krig og de
dermed i forbindelse stående institutioner, som diplomati og konsulatvæseu.
Den herved bestemte ejendommelige ordning af forholdet mellem rigerne
indbyrdes og overfor udlandet så vel som den hele historiske udvikling af
unionsforholdet er det i höjeste grad lærerigt at granske.
Da den fælles kongemagt udgör det hovedsagelige bånd mellem rigerne,
viser forbundet sig selvfølgelig også i særdeles grad virksomt i henseende til
reglerne angående kongedømmet, som forf. omhandler i tredje afsnit, dog kun
for så vidt angår den formelle ordning deraf, idet selve kongemagtens indhold
først vil blive fremstillet i næste bind. Forbundet har således affødt de fælles
regler angående tronfølgen (kap. XII) så vel som interimsregeringen, regenten
Nordisk Tidskrift, IS7B.
81
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
