Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N:r 1 - Literaturöfversikt - Matzen, Henning: Aschehoug, T. H.: Norges nugjældende statsforfatning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LITERATURÖFVERSIKT.
Fyldigst udfolde dog den norske forfatnings ejendommelighedel sig i
reglerne vedrørende stortinget, som forf. omhandler i fjærde afsnit, dog kun
med samme indskrænkning, som ovenfor fremhævet i henseende til konge
dømmet, så at overskriften "stortinget” korrektere vilde lydt: ”om stortingets
dannelse og organisation”, el. lign. Her mærkes først betingelserne for stem
meret til stortinget (jfr. kap. XXIII og XXIV). For at være i besiddelse
deraf må vedkomraraende mand i følge grundloven 1814 enten være eller
have været embedsmand, eller eje eller under visse betingelser bruge matri
kuleret jord på landet, eller være borger i en købstad, eller eje en gård og grund
af 600 kronors værdi sanjme steds. På den anden side fortabes stemmeretten
ikke ved modtagelse af fattigunderstøttelse, og heller ikke ved fallit, hvis den
er utilregnelig. Eventuelle tvistigheder om en persons valgret lige så vel
som spørgsmål om hans valgbarhed afgöres i sidste instans ikke af domsto
lene, men af stortinget (jfr. kap. XXVI om mandtal og stemmerets-tvistig
heder.) Valgene til stortinget foretages i 43 valgdistrikter særskilt for landet
og byerne. På landet findes 18 valgdistrikter, der dannes af amternes land
distrikter, af hvilke seks sende hvert 5, to hvert 2 og de øvrige hvert 4
repræsentanter til stortinget. De andre 25 valgdistrikter bestå af købstæderne,
af hvilke Kristiania, Bergen og Trondhjera sende hver 4 repræsentanter,
Kristianssand, Drammen og Stavanger hver 2, og de øvrige by-valgdistrikter,
af hvilke et enkelt efter omstændighederne omfatter en flerhed af købstæder,
sende hvert 1 repræsentant. Købstad-borgerne ere ved denne ordning i höj
grad favoriserede i henseende til stemmerettens udøvelse. I 1870 fald der
således i gennemsnit for landdistrikterne 1 repræsentant på 1480 stemme
berettigede, for byerne derimod 1 på 512 (jfr. herom nærmere kap. XXV).
Ved valgene stemmes der dernæst ikke blot på repræsentanter, men også på
et tilsvarende antal suppleanter (jfr. kap. XXVIII), og det er en almindelig
borgerpligt at modtage- sligt valg, fra hvilket kun grunde, som stortinget
kender tilstrækkelige, kunne befri. Stortingsmændene ere derhos ligesom
statsråderne konstitutionelt ansvarlige for deres virksomhed som sådanne, idet
de eventuelt af odelstinget kunne sættes under tiltale for rigsretten. Vælges
til stortingsmand kan kun den, der er bosat i vedkommende valgkreds (”bo
stedsbåndet”), og undtagen fra valgbarhed ere navnlig statsråderne, som i
øvrigt heller ikke i embedsraedfør have adgang til stortinget. Her foreligger
således et hovedpunkt, i hvilket Norges forfatning adskiller sig fra de nyere
konstitutioner.
Valgene til stortinget foregå indirekte, idet der først af samtlige stemme
berettigede vælges valgmænd og suppleanter i de såkaldte valgforsaralinger,
der afholdes henholdsvis for hver købstad og hvert præstegæld under magi
stratens og sognepræstens ledelse; derefter vælges selve repræsentanterne så
vel som deres suppleanter i valgraændenes forsamlinger, som benævnes distrikts
forsamlinger. Der er ikke tale om, at nogen selv officielt stiller sig som
kandidat til valget; og heller ikke går nogen officiel forhandling om, hvem
der bor vælges, forud for afstemningen. Den hele indretning med valgtribuner,
taler, interpellationer o. s. v. finder derfor aldeles ikke sted ved valgene til
stortinget. Disse udskrives derhos ikke af regeringen, men anordnes i henhold
till grundloven og valgloven uden videre af øvrigheden, således at vedkom
mende magistrater og amtmænd først beramme distriktsforsamlinger til eli
vis fjærnere termin, og derefter magistrater og sognepræster valgforsamlingerue
til cu vis tid forinden. Valgene af stortingsmænd gælde for tre år, og det
står ikke i regeringens magt at forkorte deres gyldighed, idet noget nær den
störste mærkelighed i den norske forfatning turde være den, at kongen ikke
kan opløse stortinget (jfr. kap. XXVII). Dette sammentræder dernæst af sig
83
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
