Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N:r 1 - Literaturöfversikt - Matzen, Henning: Aschehoug, T. H.: Norges nugjældende statsforfatning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORDISK TIDSKRIFT.
selv til en ordenlig samling hvert år på den grundlovbestemte dag, som er
den første sögnedag i februar, og forbliver samlet, så længe det findes for
nødent, dog ikke over to måneder uden kongens tilladelse. Det kan her
mærkes, at efter grundloven 1814 saramentrådte det ordenlige storting kun
hvert tredje år. De årlige storting ere derimod først indførte ved grundlovs
bestemmelsen 24 april 1869, samtidig med, at man som forf. oplyser s.
303, 304 i Nordamerika er i færd med at forvandle de forhen årlige møder
af de lovgivende forsamlinger til toårlige. Kongen kan ikke sammenkalde et
ordenligt storting til at møde forinden den nævnte frist, hvorimod han kan
sammenkalde overordenlige samlinger, på hvilke der dog ikke kan forhandles
om grundlovsforandringer.
Aldeles ejendommeligt er dernæst den norske författnings forhold i hen
seende til tokamraer-systemet, idet stortinget for hvert treår ved valg deler
sig selv i to afdelinger, odelsting og lagting, af hvilke det sidstes medlems
antal udgör fjærdedelen af det samlede stortings (28 af 111; jfr. nærmere
kap. XXVIII); men dog finder denne todeling kun sled ved lovforslags be
handling, og hægge tingene ere langt fra lige stillede i så henseende, idet
tvært imod enhver lov først skal foreslås på odelstinget. Er forslaget dér an
taget, sendes det til lagtinget, som enten bifalder eller forkaster det, og i
sidste tilfælde sender det tilbage med tilföjede anmærkninger. Disse tages i
overvejelse af odelstinget, som enten henlægger lovforslaget eller atter sender
det til lagtinget med eller uden forandring. Når et forslag fra odelstinget to
gange har været lagtinget forelagt og anden gang derfra er blevet tilbage
sendt med afslag, træder hele stortinget sammen til afstemning over odels
tingets forslag, der er at anse som forkastet, hvis det ikke får to tredjedele af
stemmerne for sig. Angående de ikke få tvivl, som disse bestemmelser have
fremkaldt, henvises til forfatterens udførlige fremstilling i kap. XXX angående
stortingets forretningsorden, som i forbigående sagt også frembyder den mær
kelighed, at præsidentens ret til at deltage i debatten ikke er nogen som
helst indskrænkning underkastet; ligeledes findes der i følge samme forret
ningsorden en vis kontinuitet mellem samlingerne sted, således at forslag og
andragender, fremsatte på et foregående af samme valg udgået ting, som ikke
dér ere afgjorte, skulle anses fremdeles henstående til behandling, med mindre
forslagsstilleren har tilkendegivet det modsatte.
Frembyder således alt selve æmnet en höj grad af interesse, så er for
fatterens behandling deraf ikke mindre tiltalende. Hans fremstilling udmærker
sig overalt ved en höj grad af klarhed og objektivitet. Grundlig og udtøm
mende belyser den Norges statsretlige institutioner og dets hele forfatnings
retlige udvikling siden 1814. Ved at betragte denne i den almindelige for
fatningsretlige udviklings lys giver forf. ikke få gode bidrag til en almindelig
statsret. Vi skulle således henvise til hans belysning af statsrådets historie i
kap. XIV; sammenligning af den norske med fremmede repræsentationer i
kap. XXII; fremstillingen af måden, hvorpå sagerne forberedes i de forskellige
repræsentative forsamlinger, i kap. XXX § 8; forklaringen af sætningen »the
king can do no ivrong» i kap. II § 2; o, s. v. Bogen er derfor ikke blot
et uundværligt hjælpemiddel for den specifik norske retsbrug, men på ikke få
steder er dens indhold også frugtbringende for den almindelige videnskabelige
opfattelse. Vi skulle i så henseende navnlig henvise til de tidligere nævnte
kapitler IV, V og VI angående de norske grundlove, så vel som til kap. XXII
og XXXI angående kongens og stortingets adgang til at oragöre deres be
slutninger.
For at vor omtale af bogen ikke skal synes en mera laudatidJ ville vi
ikke tilbageholde den bemærkning, at den dog netop i den sidstnævnte hen-
84
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
