Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N:r 1 - Literaturöfversikt - Matzen, Henning: Aschehoug, T. H.: Norges nugjældende statsforfatning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LITIiRATUROI’VJiUSIKT.
seende forekommer os at efterlade et vist savn, idet den er altfor lidt dog
matisk. På sine steder mangler den ganske almindelige begrebsbestemmelser,
og på andre steder ere de, der findes, ikke riktig fyldestgørende. Som et
hovedexempel på det første skal blot fremhæves, at forf. giver en fremstilling
af Norges offenlige ret og skildrer Norges nuværende statsforfatning uden
nogen steds at give en forklaring af, hvad derved forstås. Man kan i det
højeste slutte til hans forståelse af udtrykket »statsforfatning» fra en leilig
hedsvis fremsat bemærkning s. 56—57. I kap. XII § 1 fremhæver forf. uden
videre forklaring, at monarkiet er arveligt; men når det derefter tilføjes, at
den nuværende kongeæt udleder sin ret fra stamfaderen Karl Johan’s valgbrev
til svensk tronfølger, forekommer det os, at der nok havde været anledning
til at fremhæve, hvori væsensforskellen mellem et arveligt monarki og et
valgmonarki består. Til bestemmelsen i grundlovens § I, at regeringsformen
er indskrænket-raonarkisk, knytter forf. dernæst den bemærkning: »Kongen er
altså Statens Overhoved og Repræsentant». Denne bemærkning sigter åben
bart til udtrykket »monarkisk»; og en fortolkning af ordet »indskrænket» gives
altså slet ikke. Men den »monarkiske» regeringsforms væsen er heller ikke
fyldestgørende betegnet i de anførte udtryk. Et sådant billedligt udtryk som
»overhoved» kan den exakte tænkning overhovedet ikke lade passere; og be
tegnelsen »repræsentant» er i hvert fald ufuldstændig, idet kongen langt fra i
alle retninger alene repræsenterer staten. Denne definition er derfor ikke
fyldestgørende. Ligeledes forekomme forfatterens bemærkninger om rigsakten
os ikke ganske tilfredsstillende. Den kaldes således på forskellige steder en
»Overenskomst,» »unionel Overenskomst», (s. 40, 41,
42). Men hvorfra fik vel Sveriges riges stænder og Norges storting den for
fatningsmæssige kompetence til at indgå en slig overenskomst med et frem
med lands repræsentation, da retten til at afslutte internationale overens
komster i følge den svenske regeringsforms § 12 og den norske grundlovs g
26 udelukkende tilkommer kongen? Rigsakten er derfor, nærmere bestemt,
en forbundslov eller unionel lov, og særlig for Norges vedkommende unionel
grundlov, under hvilken hovedbenævnelse forf. da også her henfører den. Når
intet af rigerne ensidig kan tilbagekalde denne lov, da må grunden hertil søges i
det fælles kongedømme, der således virkelig i sidste instans udgör det eneste
bindeled mellem rigerne.
Nogle enkelte steder hos forf. foranledige os dernæst til at göre et par
bemærkninger.
S. 5 påstår han således, at Norge som særskilt rige ikke af dets konge
kunde aftrædes til nogen anden uden dets samtykke, og han taler om det
brud på folkeretten, der ved Kieler-traktaten var tilföjet det. Yi skönne dog
ikke rettere, end at traktatens folkeretlige gyldighed var given med den af
stående konges statsretlige kompetence; og den forelå utvivlsomt, da forbudet
i kongelovens art. 19 selvfølgelig ikke angik nødtvungne afståelser, Kieler
traktaten måtte derfor formentlig også give kong Karl XIII en retlig adkomst
til Norges krone.
S. 79 bemærker forf., at staten har jurisdiktion over sit sø-territorium,
altså ret til at drage alle på samme foretagne handlinger ind for sine dom
stole. Dette er vel den almindelig antagne lære; men den for nylig af den
engelske admiralitetsret i sagen mod »Franconia» afsagte dom har dog ikke
desto mindre statueret et modsat resultat,
Når forfatteren s. 81 udtaler, at i fjorde og elve, der dele mellem Norge
og dets naboriger, dannes grænsen af midtströms-linjen, hvor denne falder
nærmere end én mil, da ville vi blot værge os mod tilstedeligheden af i alle
retninger at lægge den samme norm til grund for opgørelsen af retsforholdet
85
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
