Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N:r 3 - Lange, Jul.: Nye værker af monumental kunst i Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i
NYE VÆKKER AF MONUMENTAL KUNST I DANMARK.
ier, hvorved han opnår en större sikkerhed og herredomme over opgav
en, når det gælder om at male i stor ihålestok på muren.
Det æmne, som kunstneren først tog under behandling, var Hans
Tavsen og Joakim Rönnov, et betydningsfuldt optrin af den kirkelige
reformation i Danmark, til hvis minde universitetet endnu bestandig
fejrer en årlig fest. For øvrigt har dette æmne intet at göre med uni
versitet eller videnskab, men det er smukt, indholdsrigt og livfuldt og
kan måske også kaldes godt dansk, for så vidt som det er et exempel
på, hvorledes selv under en forbitret strid forsonlighedens ånd dog
gærne indfinder sig lige i det öjeblik, da det skal gå løs på kniven
en egenskab, som er ejendommelig så vel for vor politik i det större
som for vore tvistigheder i det små. Her får denne ånd imidlertid et
præg af virkelig sjælshojhed, eftersom det er den forurettede, der frels
er sin fjende, skönt han rolig kunde se på eller vel endog lukke oj
?icne til for, at andre udøvede hævnen. På herredagen i København i
juni 1533 var dommen falden over reformatoren Hans Tavsen, medens
det katholske partis repræsentant, Roskilde bisp Joakim Rönnov, var
bleven restitueret i sine rettigheder og herligheder. Men den menige
mand i København havde taget aldeles afgjort parti for reformationen.
Da bispen fra herredags-mødet trådte ud-på gaden, modtoges han så
ledes af almuen, at det vistnok havde været ude med ham, hvis ikke
Tavsen havde fulgt ham hjem og beskyttet ham en ædelmodigheds
handling, der ikke blev uden følger for reformationens fremgang.
Bloch har henlagt scenen til gaden udenfor bispens gård, hvis
røde mur og indgangsdør man ser til venstre i billedet. Rönnov er
bleven forfulgt af en almueskare, der vokser i fart og masse som en
lavine; nu, da han er lige ved sin dör, er faren aldeles overhængende:
ikke alene knyttede næver løftes imod ham, men stene rives op fra
gaden, leer, høtyver og andre skarpe våben svinges i luften da træd
er hans modstander imellem og besværger faren ved sin popularitet
blandt almuen, sin myndighed over den. Hans Tavsen’s figur gör sig
smukt gældende som det dramatiske midtpunkt i kompositionen; han
vender sig mod almueskaren, som menneskets egen samvittighed og
”bedre jeg” imod dets vilde lidenskaber; medens den fornemme bisp er
blegnet af rædsel og almuesmændene blusse af ophidselse, er han be
vidst, modig og rolig. Man påskønner så meget mere hans optræden,
som man blandt folkeskaren opdager andre lærde mænd, der åbenbart
se til med skadefryd, skönt de burde have bedre forstand. Det vilde
naturligvis have svækket indtrykket af denne scene og dermed af
Hans Tavsen’s fortjæneste —, hvis kunstneren havde brugt sminke og
politur ved skildringen af den menige mand. I det oprørte og plum
rede element blinker der træk frem af et råt lune. En fiskerkælling,
som har siddet ved dören og falbudt sine ål, svinger en af dem som
en tamp mod Ronnov’s ledsager, den ulykkelige kapuciner-munk, der
273
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
