Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N:r 3 - Literaturöfversikt - Höffding, Harald: Kroman, Kristian: Den exakte videnskabs indlæg i problemet om sjælens existents
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nordisk Tidskrift. 1878. 20
LITERATURÖFVBRSIKT.
igennem hos Kant, og den hyldes af de fleste fremragende psykologer og fy
siologer i vore dage. Hos os er den fremsat med stor skarpsindighed af D.
C. Sibbern i hans mærkelige bog om forholdet mellem sjæl og legeme. I
Tyskland har navnlig Albert Lange skaffet den indgang ved sin ”Geschichte
des Materialisraus”. Medens materialismen og spiritualismen hver på sin
måde mene at give et absolut svar på spørgsmålet om sjælens existens, søge
de fleste nyere repræsentanter for denne tredje theori (hvilken Sibbern kalder
identitetslæren, forf. ”duplicismen”, andre parallelismen) kun et udtryk eller en
formel for de foreliggende psykologiske og fysiologiske kendsgerninger og anse
spørgsmålet om, hvorledes ånd og materie i sig selv forholde sig til hinanden,
for uløseligt. De hævde bevidstheds-livets ejendommelighed og kunne ikke
indse, hvorledes bevidsthed kan være et produkt af materien, men de anse
det på den anden side for uvidenskabeligt, når spiritualismen springer tilbage
fra psykologien til metafysiken og således ikke lader den empiriske forskens
love ske fyldest.
Disse forskellige theorier underkaster forf. en kritik, som fører ham til det
resultat, at de alle ”kun” ere hypotheser, og at spørgsmålet om, hvor
vidt der gives en egen sjælesubstans altså hverken kan besvares med ja eller
nej. Yel indsmugles der hen imod slutningen (p. 180) en bemærkning om,
at den ”idealistiske” theori er ”noget mere sandsynlig” end de andre; men
dette kan kun forklares ved, at forf. er kommen til at give vægtstangen et
stød på den ene side, eftersom man i det foregående forgæves søger nogen
begrundelse af denne större sandsynlighed. Resultatet er det samme, som
allerede Kant kom til i sin kritik af den ”rationale psykologi”, og som an
erkendes af de fleste af de psykologer, der hylde den theori, forf. kalder ”du
plicismen” (navnlig Alb. Lange og de engelske psykologer).
Allerede i selve skriftets titel kunde man søge en antydning af det synspunkt
og den methode, forf. anlægger. Dog må det bemærkes, at han ikke tager
udtrykket ”exakt videnskab” i dets sædvanlige betydning (om den videnskab,
der når til kvantitativ afgørelse og bestemmelse ved experiment og beregning),
men kun ganske i almindelighed derved betegner ”den videnskab, som modsat
den lyriske spekulation stedse søger logisk at begrunde sine påstande” (p. 1).
Anmelderen er ikke nogen tilhænger af den spekulative filosofi, men kan dog
ikke andet end anse det for ufilosofisk, ja uhøfligt, uden videre at erklære om
en anden filosofisk retning, at den ikke engang ”søger” at begrunde sine på
stande. I hvert tilfælde har forf. selv aldeles ikke givet nogen ”logisk be
grundelse” af denne påstand. Og ved en nærmere betragtning viser det sig,
at han selv langt fra er særdeles ”exakt” eller omhyggelig i sine begrundel
ser. Hans methode består i sin almindelighed deri, at han overfor de fore
liggende theorier stiller andre muligheder, som han mener ere oversete, eller
som også kunde forsvares. Men denne methode er kun af nogen værdi, når
man giver sig tid til konsekvent og alsidig gennemførelse af disse nye og
formentlig oversete muligheder. Man kan ikke bebrejde en alvorlig forsker,
at han ved opstillingen af sin hypothese ikke har taget hensyn til alle de for
skellige muligheder, ”man” kunde ”tænke” sig. Yi have en god gammel regel,
som ikke skriver sig fra nogen ringere end Newton, og som siger, at den
årsag, vi appellere til i vor hypothese, må være en vera causa o; en årsag, vi
ellers kende, og om hvilken vi vide, at den virkelig frembringer virkninger af
samme art som dern, vi skulle forklare. Når en filolog t. ex. foreslår en
ny læsemåde hos en gammel forfatter, må det ord, han skyder ind, være et,
der virkelig kan påvises i sproget, ikke et, han måske danner til denne spe
cielle brug. Newton selv appellerede til en vera causa, når han forklarede plan
eternes bevægelser ved tyngdens lov, som vi kende fra jordens overflade.
293
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
