Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N:r 4 - Literaturöfversikt - Undset, Ingvald: Montelius, Oskar: Sveriges historia från äldsta tid till våra dagar. I. Sveriges hednatid och medeltid, förra skedet, från år 1060 till år 1350
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LITERATURÖFVERSIKT.
fremmede former og må betragtes som indförte stykker. Den langt overvei
ende del af oldsagerne er imidlertid forarbeidede i selve Norden; derom vid
ner både de eiendommelige former og ornamenter, sagernes teknik og fund
af stöbeforraer og halvfærdige stykker. Når Dr. M. her ytrer, at ornamen
terne på de nordiske broncer tildels også er ”graverede”, da må dette efter
de nyere teknologiske undersøgelser ansees som mindre korrekt. En be
tragtning af de nordiske broncers teknik synes mig forövrigt slående at vise,
hvor uselvstændig broucekulturen var og blev i Norden, og med hvor liden
ret man kulturhistorisk kan sige, at den her nåede en höiere udvikling end
noget andet sted: i Norden lærte man aldrig at behandle metallet anderledes
end ved stöbning; om man end også i denne ensidige retning udviklede en
forbausende færdighed, nåede man aldrig frem til virkeligt herredomme over
materialet, så at man med frihed kunde behandle det med hammeren eller
på andre måder. Denne tekniske underlegenhed viser sig, hvor fra Syden
indkomne broncer efterlignes; hvad der f. eks. på disse er frit drevne orna
menter bliver på de nordiske til stöbte fremspringende; hvor lange tråde er
oprullede i spiraler, eller hvor bredere smykker er dannede ved sarnmenföiede
enkelte dele, træder i Norden sammenhængende stöbte plader i stedet, der i
striber og ribber bevarer en erindring om originalens sammensætning. Kla
rest træder den tekniske übehjælpelighed, udenfor færdigheden i at forme og
modellere i sand og voks, os iraöde, hvor det gjaldt at reparere itubrudte
broncesager. Yistnok med rette ser Dr. M. i ravet den vare, som Nord
boerne gav i bytte for det modtagne metal; dette forklarer da vel også,
hvorfor ravet er så sjeldent i Norden i fundene fra broncealderen.
Omkring Kristi födsels tider falder jernalderens begyndelse i de nordiske
lande. Dr. M. tror ikke, at den ny kultur skyldes indvandringen af et helt
nyt folk, som man tidligere i almindelighed mente; kendskaben til jernet
nåede efterhånden til Norden, idet forbindelserne med Syden blev livligere
henimod de tider, da Romerne udbredte sin magt til Mellemeuropa. De fle
ste nyere arkæologer vil visselig være enige med ham i denne betragtning.
Om end enkelte jernsager kan være komne til Norden sammen med de yng
ste broncer, og om vi end kan spore, at jernalderen i sin förste begyndelse
i det sydlige Skandinavien stærkt er farvet af påvirkninger fra den förromer
ske jernalder i Alpelandene, skylder dog den fuldt udviklede ældre jernalders
kultur i Norden allerede den romerske indflydelse sin karakter. Efterat kend
skaben til jernets brug var bleven almindelig i Norden, varede det vistnok
heller ei længe, för man lærte at udvinde dette materiale af landets egen
grund; allerede tidlig i denne periode finder vi også bebyggelsen langt mere
udbredt end forhen. Om forbindelserne med den romerske verden vidner
både fund af mynter og talrige oldsager, der er udgåede fra romerske verk
steder, i Italien eller i provindserne. De romerske mynter fra denne periode
(denarerne) forekommer navnlig på Gotland og i det sydostligste af halvöen,
i de dele, der ligger Weichsel- og Oder-mundingerne nærmest, hvilke floder
betegner handelsveienes retning. Med hensyn til en af de i Sverige fundne
romerske genstande må jeg görc en liden bemærkning. Det har altid været
mig påfaldende at se den på Oland fundne smukke broncestatuette kaldt en
Juno, hvilket Dr. M., pag. 184 også gentager; figuren fremstiller dog en fra
keisertiden temmelig vel bekendt Yenus-typ, draperende sig med den höire
hånd, i den venstre holdende et æble; på denne öländske er den venstre hånd
dog afbrudt. På forespørgsel har Dr. Stenersen også bekræftet dette for mig,
og ham skylder jeg den oplysning, at netop denne Yenus-typ er alm. på
Hadrians gemalinde Sabinas mynter, se Miiller-Wieseler, Denkra. d. alten
Kunst, 11, XXIV, 263 og a.
389
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
