Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N:r 4 - Literaturöfversikt - Undset, Ingvald: Montelius, Oskar: Sveriges historia från äldsta tid till våra dagar. I. Sveriges hednatid och medeltid, förra skedet, från år 1060 till år 1350
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LITERA TURÖFVERSIKT.
dyrmotiver fra Angelsakserne, ved jeg ikke 1), men sikkert er det vel, at det er
de keltiske Irlændere, som har givet hele stilen og dens dyrtyper det eien
doramelige præg, og at de har udbredt den både til Angelsakserne og andre
steder, hvor irske munke og irske håndskrifter kom hen; fra St. Gallen f.
eks. kendes fortrinlige levninger af denne kunst. Dr. H. finder ikke, at no
gen betydelig indbydelse herfra kan mærkes i den nordiske yngre jernalders
ornamentik: også ved betragtningen af denne kommer han til det samme sit
trösteslöse resultat, at hele den yngre jernalders kultur hidrører fra en for
tid, «hvilken ännu icke upplåtit sig för våra blickar«. I flere af de figurer,
som Dr. li. afbilder som rent nordiske, må jeg dog se denne vestlige, kel
tiske indflydelse, ikke mindst f. eks. i hans runestensdyr, fig. 24. Dr. M.
er altså heller ikke enig med Dr. Hildebrand i dette stykke; han påpeger
dog ei bestemte genstande, hvis ornamentik han særlig ser således påvirket.
Medens stykker, der er at betragte som ligefrem keltiske eller vesterlandske
arbeider temmelig hyppig forekommer i de norske fund, synes de at være
sjeldnere i Sverige; at de dog heller ikke her savnes, beviser f. eks. den
store* firkantede spænde fra Skabersjö i Skåne (Lunds museum no. 3828),
jfr. Bruzelii Svenska Fornlemningar 11, pl. IX, fig. 1. Jeg savner hos
Dr. M. en udhævelse af, at det navnlig er på Gotland og i det östlige, at
denne vesterlandske indflydelse kan spores; dette svarer til forholdet i Norge,
hvor det navnlig synes at være på vestkysten: det er de egne, der mest drev
handel og söfart, og i hvilke rayntfundene fra denne periode navnlig göres.
De vesterlandske mynter, som findes på Gotland, tilhorer dog slutningen af
den hedenske tid, medens denne indflydelse i oldsagerne allerede fremtræder
ved begyndelsen af den yngre jernalder. Den fibulatyp, som Dr. M. afbil
der pag. 327 som fig. 385, og som synes at være en særlig gotlandsk ud
vikling af de store mellemjernalders-fibulaer, optræder således straks med
denne ornamentik; det er ikke alene dyrtypernes stilisering, som bærer vid
nesbyrd om denne påvirkning: disse fibulaers kanter er som oftest dækkede
af et væv af de eiendornraelig slyngede linier, der er så karakteristiske for
den keltiske stil; se f. eks. Montelii Frän jernåldern, pl. VII fig. 4 og 10.
I Norge er temmelig mange af disse fibulaer fundne, navnlig på vestkysten:
sågodtsom altid har de ornamenter i denne stilart; at de ei er vesterlandsk
fabrikat viser både hele udviklingsrækken på Gotland og den omstændighed,
at de hidtil aldrig, ialfald mig bekendt, er fundne på de britiske öer. Endnu
i den tidlige middelalder spores mellem det vestlige Norge og det östlige
Sverige denne parallelisme i stil, fremkaldt vistnok ved fælles påvirkninger
udenfra; man sammenligne således dyret på de opsvenske runestene, f. eks.
den citerede fig. 24 i Dr. Hildebrands oven nævnte afhandling eller fig. 414
i nærværende værk, med dyret i snitværket fra Urnes kirke i Sogn: jeg tror,
enhver vil blive slået af ligheden.
Meget er dog endnu dunkelt med hensyn til knytningen af de ældste
forbindelser mod vest og samfærdselsforholdene i det hele i denne periode.
Et af de mærkeligste forhold er den store rolle, som Gotland må have spil
let i den tids handel; vesteuropæisk og arabisk mynt er her saramenhobet i
forbausende masser: her må have været et centrum for handelen i hele Nord
europa, hvor vestens og orientens varer udbyttedes.
I den yngre jernalder befinder vi os dog ej længere i ren forhistorisk
tid. Samtidige skriftlige kilder i de lande, som Nordboerne nu stod i be
rörelse med, kaster mangt et lysglimt ind over de nordiske lande; i talrige
’) Jeg tror det dog ikke; jeg skal kun minde om dyret på Witham-skjoldet, i ”late celtic”,
(Hor. feral XIV).
Nordisk Tidskrift. 1878.
391
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
