Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N:r 6 - Literaturöfversikt - Holm, E.: Malmström., C. G.: Sveriges politiska historia från K. Carl XII:s död till statshvälfningen 1772
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LITERATURÖFVERSIKT.
Sveriges politiska historia från K. Carl XII:s död till statshvälfningen 1772.
Af C. G. Malmström. l:sta—(hte delen, Stockholm 1855—77.
Den såkaldte ”frihedstid” er et afsnit af Sveriges historie, som Svenskerne
ikke se tilbage på med glæde og sympathi. Efter Karlernes glimrende og
selv i ulykken storladne tid kommer den som et tidsrum, der viser splid i
det indre og svaghed udad til; den har ikke en eneste politisk personlighed,
der på den måde river med sig, som kongerne i det 17:de århundrede; riget
synes at være på veje til at gå glip af sin selvstændighed, og faren for
tabet af vidtstrakte provinser står truende i baggrunden. Imidlertid have i
den senere tid Sveriges historikere i stigende grad henvendt deres opmærk
somhed på dette tidsrum. For ikke at tale om afhandlinger, der ere gåede ud på
at fremstille enkelte sider eller afsnit deraf, så skrev Geijer en kortfattet, men
åndfuld ”Teckning” deraf; Fryxell har i sine ”Berättelser” givet en række liv
fulde skildringer af tiden og dens personligheder; den for tidlig afdøde N.
Tengberg har i en indholdsrig og talentfuld skreven, om end måske noget
ensidig afhandling, der er udkommen efter hans død, givet en karakteristik
af tiden; og endelig har professor C. G. Malmström nylig fuldendt det om
fangsrige værk om frihedstiden, hvis første bind allerede udkom for 23 år
siden, og hvis tvende sidste bind han har udgivet i fjor.
Det udbytte, der foreligger ved den klarhed, som navnlig dette sidste
arbejde har kastet over frihedstidens historie, er betydningsfuldt. Selvfølgelig
er det først og fremmest de svenske historikeres og den svenske almenheds sag at
føle dette; men også for den, der ser på frihedstidens udvikling fra et almindeligt
politisk-historisk standpunkt, frerabyder den stor interesse. Sverige var i det
I8:de århundrede næst England utvivlsomt det land i Europa, hvor der var
det stærkeste politiske liv. Medens Englands institutioner og forfatning den
gang vakte den störste opsigt og bragte Montesquieu til i ”Esprit des lois”
:tt give sin virkningsfulde fremstilling deraf, havde næppe andre dengang
nogen kundskab til de svenske forhold, end de magters diplomater og stats
raænd, der stod i politisk berøring med Sverige*). Når man nu derimod
med den erfaring og politiske dannelse, som det 19:de århundredes kampe
have givet, ser tilbage på ”frihedstiden”, forbavses og fængsles man ved at se,
hvilken mangfoldighed af de i vor tid mest brændende spørgsmål der allerede
dengang var på bane. Der forhandles f. ex. om oflenlighed i statshushold
ningen, om embedsmænds uafsættelighed, om tvingende mandater for rigs
dagsmændene, om betryggende former for rettergangen, om de forskellige
stænders rettigheder, og navnlig om forholdet mellem statsmagterne, hvormed
igen en mængde kompetence-spörgsmal stå i forbindelse. Det er ikke blot
på selve rigsdagene, at den livlige politiske drøftelse har hjemme; også mærke
lige flyveskrifter (f. ex. ”Ärlig Svensk”) komme frem, klubber danne sig til
forhandling af de spörgsraål, der ere på bane, og politiken bryder sig vej til
theatret, til prædikestolen, skolerne og universiteterne.
Europa har i det 19:de århundrede været vidne til en række statsom
væltninger, fremkaldte ved raodstandsånd imod kongedømmet, og denne raod
standsånd har jævnlig sat frugt i vidtgående demokratiske forfatninger. Det
er et lignende forhold, der ved tronledigheden efter Karl XILs fald fører
Sverige over fra enevælden til en forfatning, som Kristian VI af Danmark
ikke uden grund kaldte en republik, selv om kongenavnet var bevaret. Men
aldrig har historien vistnok klarere vist det farlige i pludselige statsforan
dringer, som en ensidig frygt eller lidenskab har fremkaldt. For at undgå
*) Holberg, der i sine ”Epistler” jævnlig taler om ejngclske forfatningsforhold, nævner
her aldrig Sveriges samtidige politiske tilstande. Derimod interesserer dets videnskabelige ud
vikling ham.
Nordisk Tidskrift. 1878. t)9
583
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
