Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N:r 6 - Literaturöfversikt - Holm, E.: Malmström., C. G.: Sveriges politiska historia från K. Carl XII:s död till statshvälfningen 1772
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORDISK TIDSKRIFT.
indberetter Ostermann, at de sammensvorne ”parlent présentement de faire
joner une seconde mine dans la partie du Sud pour soutenir l’autre dans le
Nord” (jvfr. Malmström, VI. 410); i en tredje skrivelse angives formalet med
revolutionen i en forbavsende grad således, som det virkelig skulde vise sig
at være {"de rétablir les lois de Gustave Ådolphe et conséquemment de laisser
au peuple une participation tres-limitée du pouvoir, de prendre le Veto du
Senat et de donner au roi la nomination des sénateurs qui doivent agir seule
ment comme un conseil d’état"). Hertil er fejet en skrivelse fra Gustav 111
til Vergennes, dateret ”la unit du 21 Mai 1772”, åbenbart den, som den
franske ambassadør under sin samtale med bara den foregående dag havde
gjort fordring på som vilkår for at hjælpe ham med penge. Kongen skriver
her, at han vil bruge pengene til én gang for alle at ”couper tout d’un coup
le mal dans sa rådne et en étouffer pour toujours la genne Endelig er der
vedlagt afskrift af et brev fra den franske udenrigsminister d’Aiguillon til
Vergennes, dateret ll:te juni, hvori han godkender, at der ydes Gustav penge
hjælp.
Et lille punkt fortjæner måske endnu undersøgelse. Idet den danske
gesandt i Stockholm, Guldencrone, den 24:de juli indberetter til sin regering,
at den engelske og russiske gesandt to dage i forvejen havde meddelt ham,
at Gustav 111 tænkte på en revolution, tilføjer han, at de havde angivet som
kilden til deres kundskab "Vindiscrétion d’un homme admis au complot secret
et une combinaison de circonstances ajoutées d ces aveuæ". Er dette blot sagt,
fordi den engelske gesandt ikke har villet rykke ud med, at hans regering
havde sine kanaler i Paris og Versailles, eller har der i virkeligheden været
flere kilder til gesandternes kundskab?
Forfatteren har nöjagtig holdt sig til den opgave kun at skildre tidens
politiske historie, og man har ingen ret til at kræve, at han skulde have
lagt en anden plan. Men anmælderen nægter ikke, at ban under læsningen
af værket hist og her har ønsket, at forfatteren ikke havde trukket grænserne
for sin opgave fuldt så snævert. Det kan vel være et spørgsmål, om ikke
netop forståelsen af selve de politiske lidenskaber og af de optrædende per
sonligheder vilde have vundet, såfremt professor Malmström var gået noget
ind på tidens almindelige bevægelser. Vilde det f. ex. ikke have været op
lysende til at forstå Hatte-partiets store indflydelse, om man havde fået lejlig
hed til at se, hvorledes Karolinske stemninger og hadet imod llusland i en
vis tid brød frem i den svenske litteratur? Trænger man ikke til en nær
mere redegørelse af Dalin’s betydning, med hvem læseren flere gange kommer
i berøring, men også kun i berøring? Vilde tidens økonomiske kampe ikke
have vundet i interesse, når man havde fået nogen forestilling om det liv,
der med hensyn til de økonomiske spörgsmål vaktes ved det af Linné skabte
opsving på naturhistoriens område? Og i hvor höj grad Sveriges politiske
institutioner i frihedstideu end ere udrundne af et national svensk grundlag,
så er det dog ikke muligt andet, end at det hele åndelige røre, der karak
teriserede det 18:de århundrede, navnlig i Frankrige, har påvirket mænd, der
havde den store dannelse og åndsudvikling, som man stærkt har indtrykket
af hos adskillige af frihedstidens statsmænd. Forfatteren har et sted omtalt
en af disse som en ivrig læser af den ældre Mirabeau’s skrifter; men mon
ikke både Voltaire og navnlig Montesquieu have været stærkt læste og kendte?’)
Har indvirkningen fra den side været ganske betydningsløs?
Men navnlig forekommer det anmælderen, at man ligesom må stille
sig på en almindelig europæisk grund, når man ikke vil dömme for hårdt
*) Jvfr. Eichhorn’s afhandling ”Prosadikten i Sverige under Frihetstiden”, 34 og 38.
(Nordisk Universitets-Tidsskrift for 1863).
588
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
