Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N:r 6 - Literaturöfversikt - Holm, E.: Malmström., C. G.: Sveriges politiska historia från K. Carl XII:s död till statshvälfningen 1772
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LITERATURÖFVERSIKT.
om frihedstidens store moralske kræftskade, næmlig bestikkelsesvæsenet. Ti
hvorledes træder ikke dette frem i datidens politiske liv alle vegne? Den
almindelig gældende skik, at de store stater knyttede de mindre til sig ved
subsidietraktater, er i virkeligheden ikke andet, end at de for penge købte andre
staters politik. På den anden side holdt de små stater det for at være den höjeste
politiske visdom at slutte traktater, således at de samtidig kunde få subsidier
fra flere stater, idet det så naturligvis galdt om i påkommende tilfælde at
liste sig fra at holde de løfter, der vare givne til forskellige sider. Hvor
vidt en fyrste kunde gå i at sælge sit folk for penge, derpå ere landgreven
af Hessen’s kontrakter med den engelske regering under den nordamerikanske
frihedskrig det mest berygtede exempel. I selve staternes’ indre hørte det til
dagens orden, at embedsmænd tog imod gaver eller ligefrem bestikkelse, og
så tit der sluttedes en traktat af nogen som helst betydning, var det fast
regel, at de kontraherende stater gensidig udredede store pengegaver til hin
andens ministre; men uheldigvis var springet derfra til også hemmelig at
betale penge til fremmede magters embedsmænd let at göre, og der blev
drevet et storartet bestikkelsesvæsen imellem de forskellige stater.
Hvad var vel under disse forhold naturligere, end at bestikkelser også
blev brugte ved parlamentariske forsamlinger, og at netop fremmede magter
ad denne vej ønskede at få indflydelse på en stats politik? Når man véd,
hvilket uvæsen der gik i svang ved det engelske parlament, er der ingen
grund til at tro, at dettes medlemmer i moralsk holdning stod over de svenske
riksdagsraænd; men selvfølgelig kunde der i det fattige Sverige udrettes langt
mere med forholdsvis små pengesummer, end i England, hvor det vilde have
været overordenlig kostbart for en fremmed stat at købe sig et parti. Del
er næppe grund til særlig at råbe ”ak” og ”ve” over datidens svenske rigs
dagsmænd; ti det vilde sandsynligvis under lignende forhold gået aldeles på
samme måde i ethvert andet land. Det har været Sveriges store fare, at ikke
blot den skarpe, og for en del berettigede, raodsætniugsånd til den fore
gående tids enevælde kastede det ind i forfatningsforhold, der led af farlige
brøst, men at det også skulde udvikle sin- forfatning i en tid, hvis alminde
lige brist på moral nødvendigvis måtte lade alle dens skyggesider træde
skarpt frem.
Når en Dansk således som anmælderen i dette tilfælde gennem
læser et större svensk historisk arbejde, kommer han naturlig til at fæste
opmærksomheden på, hvad der i dette særlig kan have interesse for hans fædre
lands historie. Sverige har i frihedstiden ikke umiddelbart grebet ind i Dan
marks og Norges historie, og modsætningen mellem det halv republikanske
Sveriges og de enevældig styrede naborigers forfatning er så stor som vel
tænkeligt. Men desuagtet har det interesse for en dansk læser, i professor
xMalmstrora’s værk at se, i hvilken grad udviklingen i de nordiske riger går
parallel i forskellige vigtige henseender. Det kaster f. ex. lys over den tvang,
som den danske regering mente at måtte pålægge bondestanden ved stavns
båndet og andre bestemmelser, når man ser, at også i Sverige galdt det
længe for nødvendigt ad lovgivningens vej at sørge for, at den arbejdende
klasse nogenlunde ligelig fordeltes i de forskellige landsdele. Det var, ser
man, forbudt den enkelte bonde at have mere end et vist tal tjænestefolk,
og han var forpligtet til at sende sine egne börn ud for at tjæne hos andre,
når de vare flere end et vist tal; det var forbudt tjænestefolk af flytte fra
Finland til Sverige eller at flytte fra det ene len til det andet i Finland og
Norrland; der var sat stræng straf for at ville vandre ud af landet, og der
blev (1747) afkrævet tjænestefolk en bestemt afgift, når de fra landet flyttede
ind i stæderne. I endnu höjere grad blev over hele Norden alt reguleret,
589
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
