Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N:r 7 - Heegaard, S.: Bidrag til spörgsmålet om filosofiens betydning og værd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
’) Gesch. des Material. I. 60.
BIDRAG TIL SPØRGSMÅLET OM FILOSOFIENS BETYDNING OG VÆRD.
som plads bag i »Kritik der reinen Yernunft». Men magtsygen rørte
sig blandt ideerne på ny, og da det ikke længer var muligt at an
kende vold, trådte de op som genier, som tænkningens profeter, som
dybsindige skikkelser, der skuede ind i tingenes urgrund og løste alle
vanskeligheder i gådefulde orakelsprog. Det var i århundredets be
gyndelse, at dette omslag skete med den tyske spekulation. Langt fra
at vise sig som obskurantismens og undertrykkelsens forkæmpere, op
trådte de nu som videnskabens talsmænd, men det gamle hovmod lå
i blodet. Naturen fornegter dog aldrig sig selv. Med en vis ringeagt
for fagvidenskaberne, disse underordnede, »endelige» og idéløse arbejd
ere, lykkedes det dem virkelig endnu en gang at restituere dec gamle
feudalvæsen og at terrorisere de samvittighedsfulde og nøjeregnende ar
bejdstanker. Det var et tyranni af en finere art, men tyranni var det.
Man har fra denne tid typerne for et overmodigt aristokrati. Schel
ling’s og Piegel’s systemer optrådte med en vis stormægtighed, og
forstod at tilegne sig og slå i spekulativ mønt, hvad naturforskerne
under store anstrængelscr havde erhvervet, for derpå med rundhåndet
ædélmodighed at uddele det igen som højere sandheder, men i for
vansket skikkelse, til en undrende samtid. Det naturlige, klare udtryk,
som er fagmanden ejendommeligt, veg for en fornem tone i filosofien,
et opstyltet og indtil modbydelighed affektert og vigtigt sprog. I
stedet for bestemte svar på bestemte spørgsmål fik man åndrige tve
tydigheder og diplomatiske dybsindigheder, som syntes at skjule over
dybe tanker, men som i realiteten skjulte over ingenting.
Efter denne tid synes ideernes glansperiode at være forbi for lange
tider. Kritikens stråler skinne i vor tid ind ide dunkleste kroge,
og hvad der vil gælde som videnskab, må tale klart, forståeligt og
præcist. Åndrige tvetydigheder blive i vore dage bedømte som uklar
hed og videnskabelig afmagt.
Men, lyder indvendingen på ny, skulde det ikke være vel voveligt
at udtale sig således-om ideen, at frakende den realitet, fordi den ikke
kan ses, høres eller vejes? Røber det ikke en betænkelig bornerthed
således at bryde staven over Plato’s og Hegel’s grundbegreb?
Ja, dersom talemåder og trusler og appel til det forfærdelige og
den tyngende vægt af store navne gjorde udslaget i videnskaben, så
kunde slige indvendinger endda lade sig høre; men i videnskaben erc
grunde alt, påstande intet. »Derom må verden endelig engang defini
tivt komme på det klare», siger Albert Lange i anledning af Plato’s
myther, »at der her ikke handles om viden, men om digtning, selv
om denne digtning måske kan siges symbolsk at fremstille en virkelig
og sand side af tingenes væsen, hvis umiddelbare opfattelse er und
dragen vor forstand.»*) Det er netop sagen. Ét er digtning, et andet
635
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
