Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORDISK TIDSKRIFT.
Det har kostet den filosofiske reflexion hårde kampe at arbejde
sig ud af denne forestillingsmåde, hvilken vi alle ere nødte til at
anvende i praxis, ligesom vi til dagligdags lade solen gå rundt om
jorden, hvor meget vi end ere Koperuikanere i theorien. Og man
kan ikke undre sig over, at den endnu på mange måder gör sig gæld
ende, selv hos de tænkere, der ivrigst have studeret erkendelsens
udvikling og væsen. Det var John Locke, der først for alvor gjorde
den menneskelige erkendelse til genstand for studium og derved stil
lede den nyere filosofis hovedproblemer. Han påviste vel, at erkend
elsens udvikling beror på, at bevidstheden efter ejendommelige love
bearbejder de fra erfaringen hentede enkelte forestillinger; men ved
selve disse enkeltforestillingers optagelse forholdt efter hans mening
bevidstheden sig aldeles passiv. Prof. Nyblæus mener, at man kan
skildre Locke’s theori som en bestræbelse for at retfærdiggøre den
populære forestillingsmåde, ”efter hvilken menneskets erkendelse be
tragtes som en relation til en ydre genstand, en indvirken på vor
bevidsthed af en udenfor denne liggende virkelighed”. Men hvilken
ret har man til at tilskrive Locke en sådan bestræbelse? At han
ved undersøgelsernes begyndelse deler den populære forcstilliugsmåde,
kan man ikke med rette bebrejde ham, og man vilde tvært imod
med större ret kunne tillægge ham en bestræbelse for at arbejde sig
ud af den. Hans distinktion mellem primære og sekundære egen
skaber (i hvilken han har Hobbes, Galilei og Deseartes til forgængere),
hans halvt skeptiske opfattelse af substansbegrebet og hans fremhæven
af bevidsthedens aktivitet ved dannelsen af de sammensatte forestil
linger, alt dette peger bestemt ud over den vulgære realisme.
Når man deifor taler om konsekvenserne af Locke, har man ikke ret
til uden videre at give ham det 18de århundredes materialisme på
hans samvittighed og sige, at først i ”Systeme de la nature” ”lærte
Lockianismens tilhængere at forstå sig selv og indholdet af de prin
ciper, som de hyldede” (Nyblæus, I, 1 p. 60). Med samme ret kunde
man sige om Luther, at han først lærte at forstå sig selv i Thomas
Miinzer og Johan fra Leyden. Endnu stærkere udtrykker forf. sig
på et følgende sted: ”De [Locke’s franske efterfølgere] drog for lyset,
hvad den Lockeske filosofi gemte i sit skød, og viste, at man ved at
følge dens principer kommer i strid med menneskets hele höjere be
vidsthed og med selve grundvilkårene for dets liv som menneske”
(p. 77). Spørgsmålet er netop, hvilke Locke’s principer vare. Han
er en Janus, der peger i to retninger, og forf. siger selv, at det kun
var ved en ukritisk og dogmatisk fremgangsmåde, de franske materia
lister nåede til deres resultater.
Grunden til Locke’s store indflydelse i det 18de århundrede må
vistnok mindre søges i hans filosofis bestemte resultater end i den
analytiske methode, han først anvendte med energi og i större om-
36
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
