Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FILOSOFIEN I STERI G.
ikke mindst på, at de ere udtryk for sådanne übevidste retninger i
følelseslivet. Men heri ligger da også, at sådanne systemer ikke kunne
göre fordring på stræng videnskabelig gyldigbed end sige, at de
skulde have ret til at betragte sig som udtryk for den sande og höjeste
videnskab.
Prof. Nyblæns, der stærkt fremhæver den svenske spekulations
praktisk-ethiske retning, bar påvist, at ideen om den harmoniske to
talitet er dens egenlige grundtanke. Hos Leopold, Thorild, Boetbius
og Höijer se vi den allerede stå i forgrunden, og bos Boström får den
sin fulde udvikling. Det er en etbisk idé af den aller störste betyd
ning. Det 18de århundredes uhistoriske opfattelse og oppositionelle
retning har bevirket, at man i lang tid miskendte denne idé og troede
at kunne udlede det etbiske af det enkelte individs natur. Men
hvilken side af individets natur man så holder sig til, vil man stedse
føres længere tilbage og opdage, at individet kun forstås som led i
hele slægten, af hvilken det udspringer, hvis arvtager det er, og hvis
opgaver det må arbejde på for at kunne udvikle sit eget væsen. Et
harmonisk samfund af frie personlige væsener kan siges at være det
höjeste etbiske ideal for den menneskelige handlen. Men hvilken ret
have vi til at betragte dette ideal som realt existerende? De er et
forbillede, vi udkaste for vor handlen; vi have det foran os, men det
beror kun på en illusion, når vi tillige sætte det bag os som en abso
lut forudsætning. Og ved en sådan hypostasering vil den etbiske in
teresse intet vinde, men kun tabe. Den vil intet vinde. Ti det giver
mig ikke nogen dybere indsigt i den etbiske handlens og de etbiske
livsformers væsen, at jeg med Boström tænker mig samfundet som
en höjere, mere omfattende personlighed, hvori jag er moment. Bo
ström benytter ikke engang selv denne mystiske forudsætning ved
sine undersøgelser. Når han f. ex. vil begrunde sin lære om det
arvelige monarki som den rette statsforfatning, støtter han sig til
grunde, der hentes fra det virkelige samfundslivs krav, idet han navn
lig søger at vise, at regenten må være hævet over alle private og
partikulære interesser, for aldeles uegennyttig at knuue repræsentere
de offenlige og universelle interesser, og at statens vel kræver
absolut enhed i styrelsen, hvilket ikke skal kunne opnås i en republik.
Republiken mener han svarer til den alder hos det enkelte
menneske, hvor lidenskaberne kæmpe med hverandre, medens mon
arkiet er udtryk for den fornuftige viljes herredomme. (”Satser om
lag och lagstiftning”, 2. uppl., p. 33—35, 63—64). Dersom dette er
rigtigt, så kan det kun bevises med psykologiske og historiske grunde,
og sådanne appelleres der i virkeligheden også bestandig til. På
lignende måde forholder det sig med begrundelsen af strafferetten.
Den Boströmske filosofi godtgör sin humane karakter ved at polemi
sere mod den absolute gengældelses-theori, overfor hvilken den hævd-
67
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
