Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORDISK TIDSKRIFT.
er: at et onde, som straffen jo er, ikke kan være sidste formål, men
kun kan forsvares som nødvendig betingelse for et större gode. Ud
fra denne sætning argumenterer Boström i sin skarpe polemik mod
den theologiske lære om den evige fordømmelse. Og i den ligger
også alt, hvad der behøves til en begrundelse af statens strafferet,
uden at dét bliver nødvendigt at opfatte forbrydelsen som krænkelse
af statens mystiske personlighed. I hvert tilfælde er det altid mis
ligt at bygge på et så hypothetisk og spekulativt grundlag i en så
vigtig sag. Opfattelsen af staten som et harmonisk hele, en total
”personlighed”, angiver kun det mål, der skal nås; midlerne til at nå
dette mål kan kun den fremskridende historiske erfaring lære os,
ligesom det jo også er i erfaringen, at de skulle stå deres prøve. *)
Den ethiske interesse vil på den anden side netop svækkes ved,
at dens ideal statueres som en evig væren. Hvorfor skal jeg arbejde,
når alt, hvad jeg tragter efter, allerede er? Det, som er dunkelt,
ufuldkomment og disharmonisk hos mig, er i følge Boströmianisraen
kun fænomen, skyldes kun min endelige opfattelse; mit sande væsen
er en evig, harmonisk virkelighed. Men når jeg engang har indset
dette, o: når jeg er bleven Boströmianer, så kan jeg jo rolig lade hint
fænomen være, hvad det er, for ganske at leve i anskuelsen af mit sande
jeg. Og dersom man vil sige, at modsætningen mellem det klare og det
dunkle, mellem mit væsen og mit fænomen, ikke vil give mig ro der
til, og at jeg stedse må arbejde theoretisk og praktisk på at ophæve
dunkelheden, så er det ikke godt at indse, hvad bin hypostaseren af
idealet hjælper mig, når det aldeles ikke kan opnås og realiseres af
mig. Selv i sin höjest mulige livsform er det endelige væsen, i følge
Boströmianismen, ved en uoverstigelig kløft skilt fra den absolut
ideale tilværelse. Men hvilken fordel har så egenlig hyperidealisten
fremfor os stakkels empirikere, som vel formå at danne ideale for
billeder, men ikke kunne tillægge dem anden gyldighed end netop
den at være regler og ledestjærner for vore bestræbelser? Bæggc
parter indrömme, at modsætningen mellem ideal og virkelighed er
uovervindelig for os; men hyperidealisten mener desuagtet at kunne
nå en erkendelse af idealet som den eneste sande virkelighed, medens
empirikeren i hin uovervindelighed finder et nyt bevis på relativi
tetens lov og et udtryk for, at tilværelsen for os er stræben, be
vægelse og udvikling. Den blivende modsætning mellem ideal og
virkelighed indeholder en brod, som vi bestandig må føle på ny. Det
kan ikke nytte, at Boström trøster os med, at vi dog til sidst nå
målet, for så vidt det kan nås af endelige væsener, og at vi derfor
ikke mere kunne have noget ønske. Psykologien lærer os næralig,
at så længe vi formå at opfatte forskellen mellem ideal og virkelig-
*) Smign. Hans Forssell; ”Studier och kritiker” (Stockholm 1875) p. 174 178.
68
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
