Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FILOSOFIEN I SVEIUG.
hed, så længe betragte vi også virkeligheden som ufuldkommen. Der
for står afslutning, fuldendelse, absolut tilfredsstillelse for alle stræb
ende naturer som ensbetydende med tilintetgørelse. Lessing’s ord er
bekendt: at ban vilde foretrække den evige stræben efter sandhed for
besiddelsen af den absolute sandhed, og at den evige salighed vilde
være ét med den evige kedsommeligbed. Da Duroc en dag sagde til
Napoleon, at folk anså barn for så ærgerrig, at ban gærne, om det
var muligt, vilde indtage Gud Faders plads, svarede ban: ”Ah! je
nen voudrais pas; destun cul-d e-sac”. Dette er ikke blot udtryk
for ærgerrig umætteligbed, men betegner træffende vor tilværelses
grundlov: ethvert resultat kan for os kun være grundlag for en ny be
gyndelse. Hvor langt vi end flytte grænsen, vil det samme gentage sig.
Relativitetens lov lærer os, at vor bele verdensopfattelse er sub
jektivt betinget, kun gælder fra vort synspunkt og ikke er den eneste
mulige. Yi prøve så på at bæve os over denne begrænsning, og tro
ved abstraktion fra vor ufuldkommenbed, ved ”negationens negation”
at nå et absolut. Men ethvert nyt begreb, vi ad denne vej tro at
vinde, viser sig stedse atvære samme begrænsning og relativitet under
lagt. Det er den gamle historie om nissen, der bestandig flytter med.
Den spekulative filosofi tror, at vor begrænsning er ét, vort sande
væsen et andet, og at man kan udskille bin og bolde sig til dette.
Men vi have netop vor styrke i begrænsningen; relativitetens lov er
ikke blot udtryk for vore skranker, men tillige for de positive midler,
hvorover vi råde. Uden skranke og modstand ingen tænken og hand
len. Relativiteten er frugtbar, stræbende og udviklende, hvorimod
absolutismen fører os ind i en theoretisk og praktisk cul-de-sac. Det
absolute er for os kun et negativt begreb: vi tænke det, for så vidt
vi tænke vor egen begrænsning. Men som sådant er det af ikke ringe
betydning. Det fører os stedse ud over det umiddelbar givne, og er
derfor princip for stedse fornyet theoretisk og praktisk stræben; vi se
os som ”én blandt mange”, som indtagende et enkelt, begrænset stade
i tilværelsens store mangfoldighed. Gyldigheden af vor tbeoretiske
indsigt og af vore praktiske idealer kunne vi ikke godtgöre ved at
sammenligne dem med et absolut (hvad enten dette nu er absolut for
nuft eller absolut materie), men kun ved, at de under den stedse frem
skridende erfarings ildprøve vise sig at føre til större sammenhæng og
overensstemmelse mellem vore forestillinger og til större harmoni og
rigere udvikling af det menneskelige liv i det hele. Men en afslut
ning på denne proces er for os utænkelig, er ét med den absolute
død, det absolute intet.
Den svenske spekulation er, som vi have set, i sin metbode ikke så
dristig som den tyske, stiller sig ikke så store opgaver, som denne gör.
Bægge retninger ere ukritiske ved deres mangelfulde og mislykkede be
grundelse af deres absolute princip; men de skille sig i den videre
69
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
