Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OM LIVSFORSIKRINGSVÆSENET.
hvad der cr af vigtighed, da forskellen i lighed med, hvad der
linder sted ved andre erfaringer er så stor, at den får en meget
kendelig indflydelse på tarifberegningerne. Af denne grund har en
stor del livsforsikringsanstalter også forskellige tarifer for de to kön.
Er den dødelighedstavle, som man vil lægge til grund for en livs
forsikringsanstalt, given og rentefoden fastsat, så er bestemmelsen af,
hvad indskud der vil svare til de forpligtelser, anstalten kommer til
at påtage sig, simpelt regnearbejde. Alle principerne derfor ere efter
hånden bragte på det rene indtil de mindste enkeltheder, og den
hele theori er så udviklet, at man er i stand til med fuld sikkerhed
at beregne værdierne af endog de mest kombinerede pengeforhold,
når de alene afhænge af liv og død. De resultater, beregningerne
give, ere som alle andre, der hvile på mathematiske slutningsrækker,
fuldstændig nöjagtige i forhold til de forudsætninger, der ere lagte til
grund; men også kun i forhold til disse. Dette vil altså sige, at de
priser, anstalten i henhold til beregningerne skulde forlange for hver
enkelt forpligtelse, vilde, dersom dødeligheden mellem interessenterne
bliver nöjagtig den samme som den, der indeholdes i dødeligheds
tavlen, og dersom alle kapitalerne anbringes hverken til höj ere eller
lavere rente end den antagne, netop være til pas, således at anstalten,
når den sidste interessent dør, har opbrugt sin kapital. Men i alt
fald dødeligheden vil aldrig komme til at svare fuldstændig til den
forudsatte. I det heldigste tilfælde ville de virkelige dødelighedser
faringer svinge snart til den ene snart til den anden side af de be
nyttede, og på dette heldigste tilfælde tör man selvfølgelig ikke göre
regning. Dertil kommer, at anstalten dog ikke kan bestyres gratis.
Af bægge disse grunde må man til de priser, der findes alene af døde
lighedstavlen og rentefoden de såkaldte ”nettopriser” föje et til
læg. Da man får desto större priser som resultat af beregningerne,
jo lavere rentefod man regner med, kan man naturligvis ved at
bruge en kendelig lavere rentefod end den, til hvilken man vænter at
anbringe midlerne, få tilstrækkelig höje priser frem, uden at föje noget
extratillæg til. Og således har man gjort f. ex. i den danske Liv
rente- og forsørgelsesanstalt af 1842, hvor man i tarifberegningen har
benyttet 3V2 pct.’s rentefod og ladet indskuddene blive ved, hvad der
udkom af regningen som nettoværdier. Men det må anses for mindre
hensigtsmæssigt for en anstalt, når den således til sine bestyrelsesud
gifter og til sikring imod de tilfældige tab, der opstå ved afvigelser
fra den forudsatte dødelighed, skal have den avance, som kan op
nås på renten af kapitalerne, fordi den byrde, der til disse öjemed må
lægges på de naturlige nettopriser, derved ikke bliver retfærdig fordelt.
Man regner altså helst med en rimelig rentefod og tager da et
tillæg, som i øvrigt bestemmes forskellig efter de forskellige forsik
ringsvilkår. Fastsættelsen af tillæggets störrelse beror, så længe man
107
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
