- Project Runeberg -  Nordisk tidskrift för vetenskap, konst och industri / 1879 /
108

Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

NORDISK TIDSKRIFT.
betragter helheden af anstaltens forsikringsforhold, på et skön. Men
da nogle forsikringer ere mere risikable end andre d. v. s. at an
stalten vil få större tab på nogle end på andre, dersom dødeligheden
bliver ngunstigere for den, end væntet —, og da mathcmatiske beregn
inger også kunne give oplysninger om denne forskel, er fordelingen
af tillægget på de enkelte forsikringspriser ikke ganske en skönssag.
Når den færdige tarif for indskuddene viser, under hvilke vilkår
anstalten indgår sine forsikringskontrakter, er det derimod et andet
spørgsmål, hvorledes der skal forholdes, dersom en sådan kontrakt
ønskes ophævet, forinden den af sig selv udløber. Anstalten kan
aldrig selv opsige kontrakten, men da man ikke kan forhindre interes
senten fra at ophøre med betalingen af de indskud, som han måske
i følge forsikringsvilkårene skal erlægge i en årrække, kommer dette
spørgsmål ofte frem. Som ovenfor fremstillet, vil interessenten i
reglen begynde med at betale mere til anstalten, end der er nød
vendigt for at ”dække dens risiko”. Mindre må han i ethvert tilfælde
ikke begynde med at betale, da anstalten ellers vil have direkte tab,
dersom han standser betalingen efter kort tids forløb. Dette mere,
som han altså i reglen betaler, beholder anstalten foreløbig liggende
som kapital, der trækker renter; og når interessenten ønsker at ud
træde af forholdet, er denne kapital, således som den er forøget ved
den fordel, anstalten har haft af at beholde den i mellemtiden, at be
tragte som hans part i anstaltens formue. Denne störrelse, der kaldes
forsikringens ”nettoværdi” eller dens ”raatemathiske værdi”, vil også fås,
dersom man opgör mellemværendet således, at man fra den værdi,
som anstaltens forpligtelse overfor interessenten har, på den tid han
udtræder, trækker værdien af de præmier, han endnu har tilbage at be
tale, dog at man her må regne med nettopræmierne i stedet for med
dem, han virkelig betaler.
Ved gennemgående at erstatte en udtrædende interessent netto
værdien som godtgørelse må anstalten imidlertid væntes at lide tab,
idet f. ex. interessenter, ved hvis død anstalten skal udrede en vis
sum, næppe ville udtræde, når de ere syge, men fortrinsvis, når de ere
så raske, at det må antages at være en vinding for anstalten at be
holde dem. I de to danske anstalter af 1842 gav man ikke desto
mindre nettoværdierne ved udtrædelsen, og det samme sker endnu i
visse tilfælde i nordiske anstalter; men som oftest giver man interes
senten mindre, idet man enten fradrager en vis brøkdel eller ved
mellemværendets opgörelse beregner anstaltens tilgodehavende hos
ham til den fulde værdi af de resterende præmier, i stedet for til
værdien af nettopræmierne.
For en stor del forsikringer, derunder de sædvanlige livsforsik
ringer, som vi ovenfor nærmest have haft opmærksomheden henvendt
på, kan godtgörelsen uden skade for anstalten betales kontant ud.
108

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:14:08 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/nordtidskr/1879/0120.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free