Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORDISK TIDSKRIFT.
og bestillingsmænd. Men af anstalter, der give alle adgang til at
tegne enhver slags livsforsikring under statens garanti, existerer der,
i det mindste så vidt nærværende artikels forfatter bekendt, ikke andre
end den nævnte i Danmark.
De private livsforsikringsselskaber dele sig i henseende til den
måde, hvorpå den fyldigste sikkerhed søges tilvejebragt, i to klasser.
Den ene af dem indeholder de ”gensidigt” anstalter. Disse erc
indrettede på den måde, at interessenterne selv ere ansvarlige for de
anstalten påhvilende forpligtelser, enhver i forhold til det krav, han
i følge sin forsikringskontrakt har på denne. Viser det sig ved op
gørelserne af anstaltens status, at den ikke ejer tilstrækkelig formue,
så må interessenterne finde sig i enten at gøre tilskud udover, hvad
der er fastsat i tariferne, eller at få forsikringssummen nedsat. Men
på den anden side bliver overskuddet, hvis et sådant ved opgørelserne
findes at være til stede, fordelt imellem interessenterne. Denne andel
i overskuddet, den såkaldte bonus, kan på flere måder komme de for
sikrede til gode, idet den enten udbetales kontant eller godtgøres
dem ved forøgelse af forsikringssummen eller ved nedsættelse i de
indskudsbetalinger, de endnu have tilbage. Dog kan ikke i alle sel
skaber bonus-uddelingen finde sted på enhver af disse tre måder.
Af de vigtigere livsforsikringsinstituter i de nordiske riger hører til
denne klasse ”Kristiania almindelige gensidige forsørgelsesanstalt” og
”Danmark”.
Den anden og talrigste klasse omfatter de på garantikapital funde
rede anstalter. I disse tilvejebringes der en på aktier fordelt sum,
der skal tjæne interessenterne til sikkerhed og altså kan angribes, hvis
statusopgørelser skulde vise underbalance. Af garantisummen indbe
tales i reglen en mindre del kontant, medens aktionærerne hæfte for
resten. Efter sådanne selskabers grundsætninger kan der ikke af
fordres interessenten noget indskud udover de ved indtrædelsen fast
satte, ligesom heller ikke hans forsikring skal kunne nedsættes, hvis
han ellers opfylder sine forpligtelser. I den simpleste form af denne
art livsforsikringsanstalter har interessenten ingen andel i det overskud,
selskabet muligvis måtte få, og tariferne bør da være fastsatte under
dette hensyn. Men i reglen foretrække anstalterne at beregne så
rundelige tarifpriscr, at den formue, der kan væntes opsamlet ved
siden af garantikapitalen, under sædvanlige forhold vil blive rigelig
nok til, at der kan gives interessenterne bonus. Anstalter, der ere
indrettede herpå, nærme sig i denne henseende de gensidige, men
lade dog en større eller mindre del af overskuddet tilfalde aktionær
erne som udbytte af deres grundkapital. Enkelte af aktieanstalterne
give næsten samtlige interessenter andel i det eventuelle overskud, og
herhen hører f. ex. det danske selskab ”flafnia”. De fleste have dog ved
siden af den afdeling, hvori de forsikrede have adgang til bonus, en
112
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
