Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hellensk e og norske folk et radit ion er.
(N. F. 11, nr 11) kommer helten i besiddelse af et sværd, ”som var
sligt, at han kunde putte det i lommen, så blev det til en kniv, og
drog han det ud, så blev det til et langt sværd; hyttede han med den
sorte eggen, så faldt alting dödt, og med den hvide, så blev alt levende
igjen”. Denne sværdets dödbringende og levendegjörende magt, der
også fremstilles i ”Tri kongssönir”, et utrykt æventyr, som blev mig
meddelt i Selljor, minder om den søvndyssende og atter opvækkende
Hermesstav, samt om dennes ovennævnte sidestykke, seidstaven Hög
nuör. Når der i ”Lillekort” (N. F. I, nr 24) forekommer et sværd,
som kan overvinde en hel krigsmagt, hvor stor den end er, ledes tan
ken hen på Odins spyd, ved hvis kraft hele Styrbjörn Sviakappes hær
blev ödelagt. Rörstaven, som omtales i ”Sunnanfyr sud, nordanfyr
nord, ende med det store gullberget” (Janson, nr 12), og som har den
evne, at den ved beröring dræber alt, er øjensynlig fremskudt af den
samme idé, der åbenbarer sig i den rörstav, som voldte kong Vikars
död. I en variant til ”Lillekort”, fra Biri, (N. F. I, 2 udg. s. 424) får
kong Lavring en stok, ”der var sådan, at den gjorde bro, når han
slog i vandet og sagde: ”Bro foran mig!” og når han bare sagde:
”Dö, dö!” dræbte den alt, hvad den kom nær”. I denne fortælling
fremtræder klarlig forestillingen om en flersidig virkende tryllestav i
större oprindelighed, ligesom der i en uudgiven tradition fra Flatdal,
”Guten å jomfruga”, udfores flere forskjelligartede arbejder ved stavens
hjelp. Med den egenskab ved Hermesstaven, at den ved sin magiske
indflydelse fastholder og drager efter sig de sjæle, guden förer til
Hades, jævnforer jeg til slut en kjæp, der beskrives i et utrykt Ringe
riksk æventyr, som bærer tittelen ”Fillet-Johan” og slutter sig som
variant til ”Følgesvenden” (N. F. 11, nr 40); det heder nemlig her, at
dersom man berörer noget med denne kjæp og samtidig siger: ”Hæng
med!” så holder den fast, hvad det så end er x).
Til det Græske æventyrs fortælling om turneringen har vi et side
stykke i »Jomfruen på glasberget» (N. F. I, nr 51), hvor der foranstal
tes en kapridning om kongsdatteren opfor berget. Når den Hellen
ske tradition lader prins Krebs tilkaste sin brud et guldæble og et sölv
æble, idet han rider forbi hende, har vi her et udslag af den gamle
forestilling om æblet som kjærlighedssymbol. Ligesom æblet hos old
tidens Grækere var helliget Afrodite og benyttedes ved hendes kultus
og i det almindelige bryllupsceremoniel, således skildrer myten, hvor
ledes den raske Melanion vandt sin brud Atalante ved hjelp af de
gyldne kjærlighedsæbler, gudinden havde skjænket ham. ~) Efter hvad
Schmidt beretter, har Nyhellenerne taget denne idé i arv fra sine fædre;
det tilkastede æble gjælder endnu som tegn på kjærlighed. Også hos
’) Jvfr. med hele denne udvikling mine anmerkninger til Jansons Folkeæven
tyr, nr 4.
2) Preller, G. M. 3 aufl. 11, s. 355; jvfr også I, s. 303 og 461 fg.
Nordisk Tidskrift. 1879.
285
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
