Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORDISK TIDSKRIFT.
os moder vi den samme tanke. I den nævnte Norske parallel triller
jomfruen et guldæble til den af ridderne, hun bedst liker, og i æven
tyret om »Mestermö» (N. F. I, nr 46) skildres der, hvorledes kongs
sönnen fattede kjærlighed til en jomfru, af hvem han havde fåt et
sligt æble. Ofte tilföjes der, især i folkeviserne, at der i æblet må være
indskåret elskovsruner, om det skal have kraft til at böje dens hjerte,
for hvem det er bestemt. Når Eddadigtet om Skirne fortadler, at denne
böd Gerd gyldne æbler, for at vække hendes kjærlighed til Fröy (str.
19 og 20), synes dette at have sin rod i den samme idé. Ligesom
prins Krebs forbyder sin hustru at nævne hans navn, mens han deltager
i turneringen, således advarer Palmen Burmannsson, i en af vore folke
viser, !) sin elskede, fru Ingeborg, mod at kalde på ham ved navn, så
længe den forestående kamp med hendes fader og brödre varer:
”Ä höyre du fruga Ingeborg:
Um du ser noken falle,
eg beöe deg for den högaste Gud
du må meg ’ki på namni kalle!"
Men da han havde fældet alle hendes brödre, hendes fæstemand og
hendes fader, glemte hun i sine sorg advarslen:
”A höyre du Palmen Burmannsson:
Du må vel stille dit sverö
no hoggi du kongin, min faÖir,
og beöre så var han verö !”
Deö var Palmen Burmannsson,
den tiö, han nemnde var,
deö vil eg fer sanning seja,
då fekk han sit banesår.
Ligeledes siger i en Hardangersk variant til »Kari Træstakk» (N. F. I
2 udg. s. 419) den fortryllede okse til gutten, at Iran slet ikke måtte
nævne den ved navn, sålænge den sloges med risen. Men da den un
der kampen sank i kne, sagde gutten: »Stat dig, Brunstuten!» Da mi
stede oksen nogle af sine kræfter og havde nær ligget under for risen.
Denne forestilling, at det er til ulykke for den fortryllede, når hans
navn nævnes, forekommer også ofte i sagaerne, skjönt i en mere ejen
dommelig form, idet det heder, at de som kjæmpede i dyrham, mistede
sin dyrkraft og igjen blev forvandlede til mennesker, når nogen udtalte
deres navn. Rolv krakes saga fortæller således, at Bödvar Bjarke,
der som en stor björn kjæmpede foran Eolvs hær, fik sin menneske
lige skikkelse tilbage, da hans kampfæller under striden råbte på ham 2).
’) Landstad, Norske folkeviser, nr XXVIII, B.
2) Kap. 50 (Fornald. sög. I, s. 102 fgg.).
286
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
