Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NOGLE TKÆK AF SKOVENS NATURHISTORIE.
De henved hundrede kvadratmile af øde lyngmarker, som nu be
dække Midt-Jylland, have for en ikke ringe del så vel i følge histo
riske som naturhistoriske vidnesbyrd været bedækkede med skov,
navnlig med egeskove; og purkrattene ere disses sidste, uanselige
lævninger. De bestå næmlig hovedsagelig af kviste, der ere skudte
frem fra gamle, endnu livskraftige egestød, og som have holdt sig
som purrer og krat, ofte lang tid efter at stødene ere bortrådnede.
Sådanne skud fra gamle træer have sjælden nogen synderlig kraft og
nå i almindelighed kun en ringe udvikling. Men her have desuden
den magre jordbund, den vedholdende og voldsomme vestenvind samt
hedefårenes bid forhindret dem i at vokse i vejret. Som oftest danne
de et lavt krat på nogle få alens höjde, men kunne stundum nå en
ikke lidt större udvikling. De lindes dels som större sammenhængende
kratskove, dels danne de enkeltstående småbuske i lynghederne.
Undersøger man jordbunden under en sådan tæt, sammenfiltret
lille egebusk, på alle sider omgiven af den ensformige lyng, så over
raskes man først ved den bundvegetation, der findes her, og som
temmelig nöje stemmer overens med det samfund af planter, der leve
på skovbunden i vore frugtbarere egne. Her findes næmlig almindelig
anemone, oxalis og andre skovplanter, af hvilke der ikke er spor
udenfor buskens rækkevidde, hvor lyngen med revlingbær (empetrum
nigrum) og lav dække jorden.
Men denne forskel er ikke den eneste; også jordskorpen har en
ganske forskellig karakter. Under busken findes en skør eller løs,
fuldstændig usammenhængende, grålig sandet jord, der med dybden
taber sine humøse indblandinger og går jævnt over i hedernes al
mindelige gule, sandede eller grusede undergrund. Udenfor busken
derimod ser jordskorpen ganske anderledes ud. Øverst findes en meget
fast, sej, sammenhængende, sortebrun masse, der ligner tørv, og som
virkelig skæres til tørv af hedebonden for at benyttes som brændsel.
Derunder træffer man et lag af hvidgråt sand. der nærmest ligner
strandsand med en svag tilsætning af humuspartikler. Dette afløses
atter af et mer eller mindre fast, rødbrunt til sortebrunt sandlag, der
hviler umiddelbart på undergrundens gule hedesaud.
Grænsen mellem disse to, höjst forskellige arter af jordsmon er
egepurrens grene. Så langt disse nå, finde vi den løse jordart, som
efter dens lighed med dyrket have- eller agerjord kan kaldes muld;
udenfor optræder den sortebrune tørv, for hvilken man kan adoptere
hedebondens betegnelse mor. Denne er overalt ledsaget af de to oven
for beskrevne sandlag, som almindeligvis benævnes blysand (o: blygråt
sand) og »rødjord» eller »ahi», alt efter dette nederste lags fasthed og
øvrige beskaffenhed.
Vi lære heraf, at en og samme jordbund kan have en höjst for
skelligartet humusskorpe; ti der er ikke den fjærneste grund til at
349
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
